BEK 101/2026 Art. 2
Kommunerne skal dokumentere anvendelsen af kunstig intelligens eller lignende digitale løsninger i sagsbehandlingen, herunder hvordan teknologien er blevet anvendt, og fra hvilken informationskilde personoplysningerne er blevet indhentet.
Stk. 2. Kommunerne skal endvidere sikre, at behandling i medfør af § 1 finder sted under iagttagelse af databeskyttelsesreglerne, herunder adgangsstyring og kryptering i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra f, gennemførelsen af passende tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger efter artikel 24 og 32 og databeskyttelse gennem design og standardindstillinger efter artikel 25, således at kommunerne er i stand til at opfylde deres databeskyttelsesretlige forpligtelser.
Stk. 3. Kommunerne skal ved anvendelse af en databehandler sikre, at behandlingen hos databehandleren opfylder kravene i stk. 1 og 2.
Stk. 4. Kommunerne skal endvidere sikre, at det tydeligt fremgår for den, hvis personoplysninger behandles, når kunstig intelligens eller lignende digitale løsninger anvendes.