BEK 99/2026 Art. 5
Regnskabsaflæggelse, rapportering og revision af regnskaber for tilskud til tidsmæssigt afgrænsede projekter eller aktiviteter
Ministeriet kan i bevillingsbrevet fastsætte, at tilskudsmodtager, ud over det endelige regnskab, skal indsende et eller flere delregnskaber, hvis projektet eller aktiviteten strækker sig over mere end 12 måneder og tilskuddet er 500.000 kr. eller derover, eller hvis særlige forhold i øvrigt taler derfor.
Stk. 2. Et delregnskab skal være underskrevet og dateret af tilskudsmodtagers ledelse, eller en person, ledelsen har bemyndiget til at underskrive. Ledelsen, eller en person, ledelsen har bemyndiget til at underskrive, skal give underskrift i tilknytning til en ledelseserklæring, der omfatter de forhold, der er angivet i § 18, stk. 2, nr. 1-7.
Stk. 3. Underskrives delregnskabet digitalt, bortfalder kravet i stk. 2 om, at underskriften og underskriftens datering skal gives i tilknytning til ledelseserklæringen. Underskriverens navn skal dog fremgå tydeligt i tilknytning til ledelseserklæringen.