BEK 70/2026 · Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til tarmtekniker
BEK 70/2026 Art. 6
Uddannelsens afsluttende prøve udgør en svendeprøve. Prøven afholdes af det faglige udvalg efter afslutningen af sidste skoleperiode . Prøven tilrettelægges som fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til tarmtekniker.
Stk. 2. Hvis lærlingen ikke består svendeprøven, eller hvis lærlingen ikke har kunnet gennemføre svendeprøven på grund af dokumenteret sygdom eller anden gyldig årsag, tilbydes lærlingen ny svendeprøve, eventuelt efter supplerende oplæring.
Stk. 3. For at der kan udstedes skolebevis, skal lærlingen mindst have opnået 2,0 som gennemsnit af karakterer for alle grundfag og uddannelsesspecifikke fag i hovedforløbet. Desuden skal hvert enkelt af de uddannelsesspecifikke fag i hovedforløbet være bestået.
Stk. 4. Ved uddannelsens afslutning udsteder det faglige udvalg et svendebrev som dokumentation for, at lærlingen har opnået kompetence inden for uddannelsen. På svendebrevet anføres delkaraktererne og den samlede karakter for svendeprøven.
Stk. 5. Klager i forbindelse med en svendeprøve efter § 33, stk. 4, i lov om erhvervsuddannelser kan indgives til det faglige udvalg inden 2 uger efter, at karakteren er meddelt den pågældende. Lærlingen skal orienteres om klagefristen. §§ 39-42 i bekendtgørelse om prøver og eksamen i grundlæggende erhvervsrettede uddannelser finder tilsvarende anvendelse for det faglige udvalgs afgørelser.