BEK 69/2026 · Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til slagter
BEK 69/2026 Art. 8
Uddannelsens afsluttende prøve på trin 2 udgør en svendeprøve. Prøven afholdes af det faglige udvalg efter afslutningen af den sidste skoleperiode. Prøven tilrettelægges som fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til slagter.
Stk. 2. Det er en betingelse for at deltage i svendeprøven, at der er udstedt skolebevis. Oplæringsvirksomheden skal indstille lærlingen til svendeprøve ved fremsendelse af den afsluttende erklæring om oplæring til det faglige udvalg.
Stk. 3. For at der kan udstedes skolebevis, skal lærlingen mindst have opnået 2,0 som et gennemsnit af karakterer for alle grundfag og uddannelsesspecifikke fag i hovedforløbet. Hvert enkelt specialefag skal være bestået.
Stk. 4. Ved uddannelsens afslutning med trin 2 udsteder det faglige udvalg et svendebrev som dokumentation for, at lærlingen har opnået kompetence inden for uddannelsen. For at der kan udstedes svendebrev, skal svendeprøven være bestået. På svendebrevet anføres delkaraktererne og den samlede karakter for svendeprøven.
Stk. 5. Hvis lærlingen ikke består svendeprøven, eller hvis lærlingen ikke har kunnet gennemføre svendeprøven på grund af dokumenteret sygdom eller anden gyldig årsag, skal det faglige udvalg tilbyde lærlingen en ny svendeprøve, eventuelt efter supplerende oplæring.
Stk. 6. Klager i forbindelse med en svendeprøve efter § 33, stk. 4, i lov om erhvervsuddannelser kan indgives til det faglige udvalg inden 2 uger efter, at karakteren er meddelt den pågældende. Lærlingen skal orienteres om klagefristen. §§ 39-42 i bekendtgørelse om prøver og eksamen i erhvervsrettede uddannelser finder tilsvarende anvendelse for det faglige udvalgs afgørelser.