BEK 45/2026 · Bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed
BEK 45/2026 Art. 2
Område og begreber m.v.
Reglerne i denne bekendtgørelse omfatter medlemmer af en a-kasse, som 1) ophører i et arbejde efter afskedigelse eller egen opsigelse, eller 2) går ned i arbejdstid, hvis den samlede arbejdstid efter nedsættelsen er af et omfang, der kan give ret til supplerende dagpenge.
Stk. 2. Det afgørende for, om et arbejdsophør eller nedgang i arbejdstid er omfattet af bekendtgørelsen, er, hvornår arbejdsophøret eller nedgangen i arbejdstiden finder sted, og om pågældende på dette tidspunkt er medlem af en a-kasse.
Stk. 3. Bekendtgørelsen omfatter også ledige medlemmer af en a-kasse, som 1) afslår et arbejde, som kommunen eller a-kassen har henvist til, eller 2) afslår eller ophører i et tilbud.
Stk. 4. Bekendtgørelsen omfatter ledige medlemmer, som ikke har ret til dagpenge, eller som ved ledighed ikke beder om dagpenge eller en anden ydelse, som a-kassen udbetaler, jf. dog § 3.
Stk. 5. Bekendtgørelsen omfatter afslag og ophør, eller hvad der kan sidestilles hermed, inden for de seneste 12 måneder. De 12 måneder regnes fra seneste afslag eller ophør.
Stk. 6. Reglerne om ophør med arbejde og afslag på henvist arbejde gælder tilsvarende for servicejob efter den før den 1. april 2002 gældende lov om servicejob.