BEK 34/2026 · Bekendtgørelse om en a-kasses pligt til at vejlede m.v.
BEK 34/2026 Art. 6
Vejledningspligt når et medlem bliver ledigt
Når et medlem bliver ledigt, skal a-kassen vejlede medlemmet om digitale pligter på Jobnet og a-kassens digitale selvbookingsystem og om, hvilke konsekvenser det har for retten til dagpenge, hvis medlemmet ikke overholder pligterne på Jobnet og a-kassens digitale selvbookingsystem, herunder frister, jf. stk. 2-3.
Stk. 2. A-kassen skal vejlede om: 1) Pligten til at gøre sig bekendt med frister for selvbooking på Jobnet og med mødeindkaldelser, tilbud m.v. i den offentlige digitale postløsning (borger.dk eller e-Boks) eller i almindelig brevpost. 2) Pligten til selv at booke samtaler med kommunen, anden aktør og a-kassen. 3) At medlemmet bliver afmeldt som jobsøgende i kommunen, hvis medlemmet ikke selv booker en samtale inden for den fastsatte frist. 4) Muligheden for at blive fritaget for pligten til selvbooking.
Stk. 3. A-kassen skal vejlede medlemmet om pligten til at gøre sig bekendt med digital post fra a-kassen.
Stk. 4. A-kassen skal vejlede medlemmet om anmeldelse af sygefravær efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om sygedagpenge og anmodning om sygedagpenge efter lov om sygedagpenge. A-kassen skal vejlede om: 1) At medlemmet skal anmelde sygefravær til a-kassen på første sygefraværsdag, og at sygemeldingen kan ske via registrering på Jobnet eller ved kontakt til kommunen eller a-kassen. 2) At medlemmet tidligst kan få dagpenge under sygdom fra den dato, medlemmet har meldt sig syg hos a-kassen. 3) Hvordan og inden for hvilke frister medlemmet skal anmode om sygedagpenge hos kommunen efter sygedagpengelovens § 38. 4) At det kan have konsekvenser for medlemmets ret til sygedagpenge, hvis fristen for at anmelde sygefravær til a-kassen eller fristen for at anmode om sygedagpenge hos kommunen ikke overholdes. 5) At medlemmet skal raskmelde sig på Jobnet, når medlemmet er blevet rask efter at have været sygemeldt i en periode.