BEK 4/2026 Art. 1
Definitioner m.v.
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Lønindtægt: a) Løn, som er A-indkomst eller B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag og det samlede bidrag til en pensionsordning, som er led i et ansættelsesforhold, herunder ferietillæg. b) Løn, som er indberettet til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister, som er optjent ombord på skibe m.v. registeret i Dansk Internationalt Skibsregister (DIS), jf. sømandsbeskatningslovens §§ 5-8. 2) Det samlede bidrag til en pensionsordning, som er led i et ansættelsesforhold: Den ansattes eget og arbejdsgiverens bidrag til en pensionsordning, som er led i et ansættelsesforhold og fastsat på baggrund af en overenskomst, herunder lokaloverenskomst eller en aftale mellem den ansatte og arbejdsgiveren. 3) Arbejde: Aktiviteter, som enten medfører indtægt, eller som efter sin art normalt medfører indtægt. Dette gælder også arbejde uden for normal arbejdstid og på helligdage. 4) Frivillige aktiviteter: Aktiviteter, som ikke medfører indtægt, og som ikke kan udbydes som almindeligt lønarbejde. 5) Frivilligt ulønnet arbejde: Arbejde, som udføres ulønnet for frivillige organisationer, foreninger eller lignende, og som kan udbydes som almindeligt lønarbejde. 6) Ferieår: Perioden, hvor retten til ferie med ledighedsydelse optjenes, og som løber fra den 1. september til og med den 31. august i det efterfølgende år. 7) Ferieafholdelsesperiode: Ferieåret og de efterfølgende fire måneder fra ferieårets udgang til kalenderårets udgang, dvs. i perioden fra 1. september til og med den 31. december det efterfølgende kalenderår.
Stk. 2. Løn efter stk. 1, nr. 1, litra b, skal omregnes til bruttoløn efter reglerne i bekendtgørelse om beregning af dagpengesatsen for lønmodtagere.