BEK 3/2026 · Bekendtgørelse om gymnasiale prøver, prøver i de almene voksenuddannelser m.v.
BEK 3/2026 Art. 88
Klage
Klage over retlige spørgsmål i forbindelse med afgørelser truffet i henhold til § 87 kan af eksaminanden eller forældremyndighedens indehaver indbringes for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Klage kan endvidere indgives af en partsrepræsentant på eksaminandens vegne, såfremt eksaminanden eller forældremyndighedens indehaver har givet vedkommende fuldmagt hertil.
Stk. 2. Klagen stilles til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og sendes til institutionens leder. Klagen skal være modtaget af lederen, senest to uger efter at eksaminanden har modtaget den afgørelse, som eksaminanden klager over.
Stk. 3. Hvis institutionen ikke på baggrund af klagen imødekommer den fuldt ud, og eksaminanden ikke har trukket den tilbage, udarbejder institutionens leder en udtalelse i anledning af klagen. Eksaminanden skal herefter have lejlighed til inden for én uges frist at kommentere udtalelsen. Institutionens leder sender klagen, sin udtalelse og eksaminandens eventuelle kommentarer til styrelsen, hurtigst muligt og senest fire dage efter at lederen har modtaget dem eller efter udløbet af eksaminandens frist for at fremkomme med sine eventuelle kommentarer.
Stk. 4. Klage over afgørelser i henhold til § 87, jf. stk. 1, har ikke opsættende virkning, medmindre institutionens leder henholdsvis styrelsen i særlige tilfælde træffer beslutning herom.
Stk. 5. Når klagen vedrører retlige spørgsmål i forbindelse med prøveaflæggelsen, orienterer institutionens leder bedømmerne, herunder eventuelle ombedømmere, om styrelsens afgørelse.