BEK 1817/2025 Art. 17
Fælles bestemmelser om tilsyn
Den tilsynsførende myndighed fører som led i den almindelige tilskudsforvaltning et løbende tilsyn med tilskudsmodtageren, jf. § 1. Tilsynet tilrettelægges under hensyn til en vurdering af væsentlighed og risiko knyttet til de aktiviteter, som tilskudsmodtageren gennemfører, og under hensyn til størrelsen af det ydede tilskud.
Stk. 2. For modtagere af driftstilskud over 500.000 kr. består det almindelige tilsyn i: 1) Godkendelse af tilskudsmodtagers budget inden regnskabsårets begyndelse og efterfølgende væsentlige budgetændringer. Godkendelsesforpligtelsen vedrørende budgetter gælder dog ikke foreninger, der modtager driftstilskud fra Kulturministeriet, medmindre andet fremgår af anden lovgivning eller bestemmelser fastsat med hjemmel i anden lovgivning. 2) Gennemgang og godkendelse af tilskudsmodtagers årsregnskab med tilhørende ledelsesberetning. Ved gennemgangen påses, at regnskabet er aflagt efter gældende regler og indeholder de fornødne oplysninger. Endvidere påses, at driftstilskuddet er anvendt til det formål, det er bevilget til. 3) Er tilskudsmodtager en selvejende institution, omfatter tilsynet godkendelse af den selvejende institutions vedtægter og eventuelle ændringer i vedtægterne. 4) Er tilskudsmodtager en forening, omfatter tilsynet en kontrol af, at foreningens vedtægter og eventuelle ændringer heri er i overensstemmelse med de krav der i lovgivningen stilles til vedtægternes indhold.
Stk. 3. For modtagere af driftstilskud over 1 mio. kr. består det almindelige tilsyn tillige i: 1) Gennemgang af revisorpåtegning af årsregnskab samt genpart af revisionsprotokollat eller anden tilsvarende afrapportering. Ved gennemgangen påses, at regnskabet er revideret efter gældende regler, og at revisors påtegning og revisionsprotokollatet eller anden tilsvarende afrapportering indeholder de fornødne oplysninger. 2) Er tilskudsmodtager en selvejende institution, fond eller erhvervsdrivende fond omfatter tilsynet godkendelse af ekstraordinære dispositioner.
Stk. 4. Den tilsynsførende myndighed skal holde andre offentlige tilskudsydere orienteret om udfaldet af godkendelserne af budget og regnskab og i øvrigt om iagttagelser af væsentlig betydning som myndigheden har gjort under tilsynet.