BEK 1816/2025 · Bekendtgørelse om administration af projekttilskud m.v. på Kulturministeriets område
BEK 1816/2025 Art. 14
Afrapportering og tilsyn
For projekttilskud m.v. på 500.000 kr. eller derunder skal tilskudsmodtager afgive en skriftlig erklæring til tilskudsforvalter om, at tilskuddet er anvendt i overensstemmelse med det fastsatte formål, og at alle betingelser i bevillingsbrev er opfyldt.
Stk. 2. Tilskudsforvalter kan som led i kontrol kræve, at modtagere af tilskud på 500.000 kr. eller derunder aflægger regnskab over for tilskudsforvalter.
Stk. 3. Tilskudsforvalter kan ved særlige puljer bestemme, at ansøger på ansøgningstidspunktet afgiver erklæring om lovlig og formålsbestemt anvendelse af det ansøgte projekttilskud m.v.
Stk. 4. Erklæringer efter stk. 1 og 3 skal underskrives af tilskudsmodtager.
Stk. 5. For projekttilskud m.v., der overstiger 500.000 kr., skal tilskudsmodtager aflægge et regnskab til tilskudsforvalter, jf. dog stk. 6 og § 16.
Stk. 6. For projekttilskud m.v. ydet som garanti samt projekttilskud m.v. ydet af Det Danske Filminstitut i henhold til lov om film skal tilskudsmodtager aflægge regnskab uanset tilskuddets størrelse.
Stk. 7. Regnskabsaflæggelse efter stk. 2, 5 og 6 skal omfatte hele det projekt m.v., som tilskuddet er tildelt til, og skal udarbejdes i overensstemmelse med kravene i bevillingsbrev eller i forbindelse med meddelelse om kontrol.
Stk. 8. Regnskabet, jf. stk. 2, 5 og 6, skal indsendes til tilskudsforvalter inden for den frist, der er fastsat i bevillingsbrev eller i forbindelse med meddelelse om kontrol. Regnskabet skal være underskrevet af tilskudsmodtager og revideret i overensstemmelse med reglerne i §§ 20-27 om revision.