BEK 1800/2025 Art. 13
Fremgangsmåden for overførsel og deling af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte
Hvis der ved opsigelse af eller udløb af en kontrakt efter sundhedslovens § 118 d, stk. 1, eller overgangslovens § 5, stk. 2, eller ved ophør eller udløb af en anmodning efter overgangslovens § 5, stk. 3, ikke er enighed mellem parterne om, hvilke aktiver, passiver, rettigheder og ansatte der overføres, herunder fordi forhold har ændret sig siden aftalens indgåelse, udarbejder regionsrådet med udgangspunkt i den indgående kontrakt eller den afgivne anmodning et udkast til en aftale mellem parterne om overførslen af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte mellem parterne. Udkastet til aftale skal udformes i overensstemmelse med reglerne i denne bekendtgørelse.
Stk. 2. Aftaleudkastet som nævnt i stk. 1 skal indeholde de oplysninger, der er fornødne for at identificere de aktiver, passiver, rettigheder og pligter, som aftaleudkastet skal omfatte, og oplysning om aktivets og passivets værdi.
Stk. 3. Aftaleudkastet som nævnt i stk. 1 skal indeholde oplysninger om navn, stilling, uddannelse, arbejdsopgaver og lønmæssige forhold vedrørende hver ansat, som aftaleudkastet omfatter. Aftaleudkastet skal herudover vedrørende hver ansat indeholde oplysninger om overenskomst, beskæftigelsesgrad og en markering af, om den pågældende er tjenestemand.
Stk. 4. Aftaleudkastet som nævnt i stk. 1 kan indeholde vilkår om, 1) at en myndighed overtager et aktiv eller indtræder i en rettighed, der overføres fra en anden myndighed, på betingelse af at den myndighed, som aktivet eller rettigheden overføres til, betaler et beløb til den myndighed, som aktivet eller rettigheden overføres fra, eller 2) at en myndighed overtager et passiv eller indtræder i en forpligtelse, der overføres fra en myndighed, på betingelse af at den myndighed, som passivet eller forpligtelsen overføres fra, betaler et beløb til den myndighed, som passivet eller forpligtelsen overføres til.
Stk. 5. Aftaleudkastet som nævnt i stk. 1 er fortroligt, indtil en aftale er indgået efter § 15, eller Delingsrådet eller et til lejligheden nedsat delingsråd har truffet beslutning efter § 16. Oplysninger i aftaleudkastet om overførslen af en ansat kan dog videregives til den ansatte, oplysningerne vedrører, og til den ansattes repræsentanter, i det omfang dette følger af § 20.
Stk. 6. Parterne i kontrakten efter sundhedslovens § 118 d, stk. 1, eller overgangslovens § 5, stk. 2, eller en kommune, der har modtaget anmodningen efter overgangslovens § 5, stk. 3, skal på anmodning videregive de oplysninger til regionsrådet, som er fornødne til udarbejdelse af udkastet i overensstemmelse med stk. 1-5.