BEK 1686/2025 · Bekendtgørelse om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.
BEK 1686/2025 Art. 6
Danskuddannelsestilbuddet
Kommunalbestyrelsen har pligt til at forlænge uddannelsesperioden for I-kursister, jf. § 3, stk. 1, hvis udlændingen har været afskåret fra at deltage i danskuddannelse som følge af 1) sygdom, traumer eller handicap, 2) graviditet, barsel eller adoption i det omfang, der efter bestemmelserne i § 6, stk. 1 og 2, § 7, § 7 a, § 8, § 9, § 13, § 14, stk. 1 og 2, og § 14 a i barselsloven er eller har været ret til fravær, 3) at udlændingen har været nødt til at passe sine børn, og der ikke har kunnet anvises anden pasningsmulighed, 4) at udlændingen har modtaget støtte efter lov om social service til pasning af et barn med handicap, en døende nærtstående, en nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom, ved barsel til pasning af alvorligt sygt barn efter barselsloven eller 5) at udlændingen er eller har været i ustøttet beskæftigelse i mindst 30 timer om ugen, og udlændingens beskæftigelse og forhold i øvrigt har indebåret, at denne i en periode ikke har haft mulighed for at benytte sig af tilbuddet om danskuddannelse.
Stk. 2. Hvis en udlænding ønsker at få forlænget sin uddannelsesperiode som følge af forhold omfattet af stk. 1, skal udlændingen dokumentere over for kommunalbestyrelsen, at udlændingen er eller har været afskåret fra at deltage i danskuddannelse som følge forhold omfattet af stk. 1. Dette skal senest ske på det tidspunkt, hvor udlændingen ikke længere er afskåret fra at deltage i danskuddannelse.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal vejlede udlændingen om, hvilke krav til dokumentation der skal opfyldes, hvis uddannelsesperioden ønskes forlænget som følge af forhold omfattet af stk. 1.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal forlænge uddannelsesperioden i en periode svarende til det tidsrum, hvor udlændingen har været afskåret fra at deltage i danskuddannelse som følge af forhold omfattet af stk. 1, jf. dog stk. 5.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan undlade at forlænge uddannelsesperioden som følge af forhold omfattet af stk. 1, hvis udlændingen kun har været afskåret fra at deltage i uddannelsestilbuddet i en kort periode, og fraværet ikke skønnes at have haft betydning for udlændingens muligheder for at gennemføre den tilbudte danskuddannelse.