BEK 1671/2025 · Bekendtgørelse om erhvervsuddannelser
BEK 1671/2025 Art. 88
Bedømmelse, beviser m.v.
Ved afslutningen af en oplæringsperiode forud for en skoleperiode, udsteder oplæringsvirksomheden en erklæring om oplæring. Erklæringen om oplæring udstedes til eleven eller lærlingen og til skolen.
Stk. 2. Erklæringen om oplæring afgives af virksomheden i samarbejde med eleven eller lærlingen og skal indeholde oplysning om, hvilke arbejdsområder og funktioner eleven eller lærlingen har været beskæftiget med i virksomheden, om eleven eller lærlingen har nået målene for oplæringsperioden og angivelse af virksomhedens vurdering af elevens eller lærlingens eventuelle særlige behov med hensyn til efterfølgende skoleundervisning og oplæring.
Stk. 3. Det faglige udvalg udfærdiger blanketter til brug for erklæringerne om oplæring. Skolen udleverer blanketterne til virksomheden.
Stk. 4. Erklæringen om oplæring skal indeholde de fornødne oplysninger til identifikation af elev eller lærling, virksomhed, oplæringsperiode, uddannelse og speciale.
Stk. 5. Ved afslutning af en oplæringsperiode med skoleoplæring udstedes erklæringen om oplæring af skolen.