BEK 1671/2025 · Bekendtgørelse om erhvervsuddannelser
BEK 1671/2025 Art. 40
Uddannelsernes struktur
I beskrivelserne af uddannelsesspecifikke fag i uddannelsesordningerne for de enkelte uddannelser anvender de faglige udvalg følgende præstationsstandarder: 1) Begynderniveau. Eleven eller lærlingen kan løse en opgave og udføre en aktivitet i en kendt situation eller ud fra en kendt problemstilling eller kan udføre en mere kompliceret aktivitet under vejledning. På dette niveau lægges der vægt på personlig kompetence til at sætte sig ind i uddannelsens fundamentale kundskabs- og færdighedsområder og kompetence til at udvikle ansvarlighed og grundlag for fortsat læring. På begynderniveauet grundlægges ligeledes selvstændighed i opgaveløsning. 2) Rutineret niveau. Eleven og lærlingen kan planlægge og gennemføre en opgave eller aktivitet eller løse et problem i en rutinemæssig eller kendt situation og omgivelse, alene og i samarbejde med andre. På dette niveau lægges vægt på den personlige kompetence til selvstændigt at sætte sig ind i mere komplicerede problemstillinger og til at kommunikere med andre om løsningen heraf. Yderligere lægges vægt på fleksibilitet og omstillingsevne. 3) Avanceret niveau. Eleven og lærlingen kan vurdere et problem, kan planlægge, løse og gennemføre en opgave eller aktivitet eller løse et problem også i ikke-rutinesituationer – alene eller i samarbejde med andre – under hensyn til opgavens art. På dette niveau lægges vægt på den personlige kompetence til at tage selvstændigt ansvar og vise initiativ samt kompetence til selv at formulere og løse faglige og sociale opgaver og problemer. Yderligere lægges vægt på kvalitetssans og kreativitet.
Stk. 2. Fag, der er beskrevet på avanceret niveau, kan beskrives med følgende yderligere præstationsstandard, som er valgfri for eleverne og lærlingene: Ekspertniveau. Eleven og lærlingen kan løse komplekse arbejdsopgaver og kan argumentere for valgte løsninger af opståede problemer. Der lægges vægt på evnen til at kunne bruge allerede opnåede kompetencer i en ny kontekst, på evnen til at arbejde med overblik og deltage i arbejdspladsens innovative processer. På dette niveau lægges vægt på den personlige kompetence til målrettet at kunne planlægge, tilrettelægge, udføre og evaluere arbejdsprocesserne således, at kvaliteten i processen og resultatet sikres. Endvidere lægges vægt på, at eleven og lærlingen kan vurdere og begrunde behovet for forbedringer af arbejdsprocesser, samt på at eleven og lærlingen kan kommunikere om sin faglighed i alle relevante sammenhænge.
Stk. 3. De faglige udvalg skal så vidt muligt beskrive fagene med valgfrie præstationsniveauer ud over det obligatoriske.
Stk. 4. Præstationsstandarder undlades ved valgfrie uddannelsesspecifikke fag, der vælges i form af arbejdsmarkedsuddannelser, eller hvor niveauet er bestemt af, at undervisningen skal opfylde krav til certificering eller lignende.
Stk. 5. I beskrivelserne af kompetencemålene for det uddannelsesspecifikke fag på grundforløbets 2. del for de enkelte uddannelser anvender de faglige udvalg præstationsstandarden, der er angivet i stk. 1, nr. 1, eller eventuelt præstationsstandarden, der er angivet i stk. 1, nr. 2.