BEK 1583/2025 Art. 10
Ved vurderingen af en ansøgning fra en læge om tilladelse til helt eller delvist at have ejerskab i en virksomhed, der er omfattet af denne bekendtgørelse, skal Lægemiddelstyrelsen lægge vægt på følgende forhold: 1) Ejerskabet skal være foreneligt med lægens arbejde med patientbehandling vurderet i forhold til den økonomiske værdi af personens ejerandel. 2) Lægen må ikke i sit arbejde med patientbehandling i væsentlig grad kunne påvirke valg og anvendelse af produkter fra virksomheden. 3) Tilknytningen må ikke indebære en nærliggende risiko for, at der vil opstå tvivl om lægens grundlæggende uvildighed.
Stk. 2. Ansøgning om ejerskab i en virksomhed, der udvikler medicinsk cannabis til ordningen med medicinsk cannabis, skal som udgangspunkt imødekommes, hvis virksomhedens produkter ikke markedsføres. Bringer virksomheden senere medicinsk cannabis på markedet til ordningen med medicinsk cannabis, skal lægen indsende en ny ansøgning til Lægemiddelstyrelsen. Hvis Lægemiddelstyrelsen afslår denne nye ansøgning, bortfalder den oprindelige tilladelse til at være knyttet til virksomheden, og styrelsen fastsætter en frist for, hvornår lægen skal have afviklet sit ejerskab.
Stk. 3. Hvis en læge arver værdipapirer til en værdi på over 200.000 kr. og får afslag på en ansøgning efter § 8 om at besidde værdipapirerne, skal beholdningen nedbringes til en værdi på højst 200.000 kr. senest 2 år efter Lægemiddelstyrelsens afgørelse.