BEK 1552/2025 Art. 4
Meddelelse til clearing house-mekanismen m.v.
Den ansvarlige for indsamlingen in situ af marine genetiske ressourcer, skal sikre, at følgende oplysninger bliver meddelt clearing house-mekanismen seks måneder forud for indsamlingen in situ af marine genetiske ressourcer i områder uden for staters jurisdiktion, eller så tidligt som muligt: 1) Arten af og formålene med indsamlingen, herunder, hvor det er relevant, programmer, som indsamlingen er en del af. 2) Genstanden for den forskning eller, hvis dette kendes, de marine genetiske ressourcer, der skal fokuseres på eller indsamles, og de formål, hvortil sådanne ressourcer vil blive indsamlet. 3) De geografiske områder, hvor indsamlingen vil finde sted. 4) Et resumé af den metode og de midler, der skal anvendes til indsamling, herunder fartøjers navne, tonnage, fartøjstype og -klasse, videnskabeligt udstyr og anvendte undersøgelsesmetoder. 5) Oplysninger om eventuelle andre bidrag til foreslåede større programmer. 6) Den forventede dato for forskningsfartøjernes første ankomst og sidste afsejling, eller indsættelse og fjernelse af udstyret, alt efter hvad der er relevant. 7) Navn eller navne på den eller de sponsorerende institutioner og den person, der er ansvarlig for projektet. 8) Muligheder for, at videnskabsfolk fra alle lande, navnlig forskere fra udviklingslande, kan blive involveret i eller associeret med forskningsprojektet. 9) I hvilket omfang det vurderes, at lande, der kan have behov for, og som anmoder om teknisk bistand, navnlig udviklingslande, bør kunne deltage eller være repræsenteret i forskningsprojektet. 10) En dataforvaltningsplan udarbejdet i overensstemmelse med åben og ansvarlig dataforvaltning under hensyntagen til gældende international praksis.
Stk. 2. Den ansvarlige for indsamlingen in situ skal sikre, at væsentlige ændringer af de oplysninger, der er givet til clearing house-mekanismen i henhold til stk. 1, bliver meddelt clearing house-mekanismen inden for en rimelig frist og senest ved påbegyndelsen af indsamlingen in situ, når det er praktisk muligt.
Stk. 3. Den ansvarlige for indsamlingen in situ skal samtidig med meddelelsen til clearing house-mekanismen, jf. stk. 1 og 2, orientere Miljøstyrelsen om meddelelsen.