BEK 1524/2025 Art. 9
Tinglysning af deklaration
Naturstyrelsen foranlediger tinglysning af en servitut på samtlige ejendomme inden for projektområdet om fastholdelse af naturlig hydrologi i videst muligt omfang. I servitutten skal Naturstyrelsen være anført som påtaleberettiget.
Stk. 2. Servitutten skal indeholde bestemmelser om følgende: 1) Arealerne skal permanent henligge som kvælstofvådområde, lavbundsområde eller fosforvådområde og fastholdes som græs eller naturarealer med naturlig vandstand. 2) Arealerne må ikke omlægges. 3) Arealerne må ikke tilføres gødning, bortset fra den gødning, der efterlades af græssende husdyr. 4) Arealerne må ikke tilføres jordforbedringsmidler. 5) Arealerne må ikke tilføres sprøjtemidler i form af pesticider, insekticider og lignende. 6) Arealerne må ikke anvendes til etablering af produktionsskov eller energi-, lav- eller stævningsskov. 7) Arealerne må ikke anvendes til dyrkning af afgrøder, herunder ikke anvendes til frøproduktion og til dyrkning af energiafgrøder, prydvækster, pyntegrønt og juletræer, hvilket dog ikke er til hinder for, at græs og anden plantevækst på arealerne kan anvendes til græsning, slæt, rørskær, høst af biomasse eller lignende. 8) Der må ikke tilskudsfodres på arealerne. Tilskudsfodring af kalve under 6 måneder i kalveskjul og halm til strøelse er dog tilladt. Mineraler betragtes ikke som tilskudsfoder. 9) Aktiviteter, bortset fra græsning, som ejere og forpagtere iværksætter eller tillader på den del af arealerne, der ligger nærmere end 5 meter fra åbne vandløb, søer over 100 m 2 og kystlinjer, skal udføres på en måde, der ikke medfører erosion af nævnte del af arealerne. Afstanden beregnes fra vandløbets eller søens øverste kant eller for så vidt angår kystlinjer fra årets normale højeste vandstandslinje. 10) Kontrolmyndigheden skal have adgang til projektområdet i forbindelse med kontrol. 11) Adgang til projektområdet er nødvendig for at kunne opfylde bestemmelser vedrørende vedligeholdelse af anlæg. 12) Den naturtype og tilstand, der dannes som følge af de bestemmelser, der tinglyses i medfør af bestemmelser i denne bekendtgørelse, er ikke omfattet af undtagelsesreglen (1-årsreglen), i § 2, stk. 1 og 3, i bekendtgørelsen om beskyttede naturtyper. 13) Den, Naturstyrelsen bemyndiger dertil, skal have adgang til arealer i projektområdet i forbindelse med målinger af effekten på klima, natur og vandmiljø, herunder til at tage jord- og vandprøver.
Stk. 3. Naturstyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra forpligtelserne i stk. 2, nr. 4, 5, 6, 8 og 9, 1. pkt., når det er foreneligt med projektets effekter.
Stk. 4. Naturstyrelsen kan dispensere fra stk. 2, nr. 2, med henblik på at fremme biodiversitet ved tilplantning.