BEK 1509/2025 · Bekendtgørelse om budget- og regnskabsvæsen, revision m.v. for regionerne
BEK 1509/2025 Art. 3
Årsbudgettet og flerårige budgetoverslag
Regionernes økonomi er opdelt i følgende tre aktivitetsområder, jf. § 1 i lov om regionernes finansiering: 1) Sundhedsområdet. 2) Social- og specialundervisningsområdet. 3) Det regionale udviklingsområde.
Stk. 2. Opgjort efter udgiftsbaserede principper skal der på sundhedsområdet være balance mellem indtægter og udgifter på årsbudgettet og de flerårige budgetoverslag.
Stk. 3. Opgjort efter omkostningsbaserede principper skal indtægterne være større end eller lig med omkostningerne på social- og specialundervisningsområdet på årsbudgettet og de flerårige budgetoverslag. Tilsvarende gælder for det regionale udviklingsområde. Over- og underskud vedrørende tidligere år betragtes som henholdsvis indtægter og omkostninger.
Stk. 4. Ændringsforslag til forslag til årsbudget skal angive, hvilken bevilling forslaget retter sig imod, samt med hvilket beløb bevillingen ønskes ændret, og hvordan balancen opgjort efter henholdsvis stk. 2 og 3 på hvert af de tre aktivitetsområder i årsbudgettet tilvejebringes.
Stk. 5. Perioden for de flerårige budgetoverslag fastsættes til 3 år. Ændringsforslag til de flerårige budgetoverslag skal have en sådan specifikationsgrad, at oversigter i budget- og regnskabssystemet, som enten skal indsendes til staten, eller som skal foreligge i forbindelse med budgetbehandlingen, umiddelbart skal kunne udfyldes. Ændringsforslag til de flerårige budgetoverslag skal angive, med hvilket beløb posten ønskes ændret, og hvordan balancen opgjort efter henholdsvis stk. 2 og 3 på hvert af de tre aktivitetsområder i de flerårige budgetoverslag tilvejebringes.
Stk. 6. I årsbudgettet og de flerårige budgetoverslag skal indtægter til finansiering af sundhedsområdet, jf. funktionerne 1.90.90-1.90.99 i budget- og regnskabssystemet, være større end nettoserviceudgifterne på sundhedsområdet, der er omfattet af det regionale udgiftsloft, jf. § 11 i budgetloven.
Stk. 7. I årsbudgettet er der adgang til at budgettere med generelle reserver på sundhedsområdet, der maksimalt kan udgøre 1 % af regionens budgetterede nettoserviceudgifter til sundhed, der er omfattet af det regionale udgiftsloft, jf. § 11 i budgetloven.