BEK 1444/2025 · Bekendtgørelse om tandpleje
BEK 1444/2025 Art. 40
Egenbetaling, ikrafttræden m.v.
Personer, der ikke har bopæl her i landet, men som har ret til tandpleje i Danmark i medfør af EU-retten eller internationale aftaler, er berettiget til ydelser i den kommune/region og til udgift for den kommune/region, hvor den pågældende senest var bosat, eller hvis den pågældende ikke har haft bopæl i Danmark, til udgift for den kommune/region, hvor den sikredes arbejdsgiver har sit hjemsted, eller hvorfra selvstændigt erhverv udøves. Til et medforsikret familiemedlem gives ydelser tilsvarende i den kommune/region og til udgift for den kommune/region, hvor det medforsikrede familiemedlem senest var bosat. Hvis et medforsikret familiemedlem ikke har haft bopæl i Danmark, gives ydelser til familiemedlemmet til udgift for den kommune/region, hvor den sikredes arbejdsgiver har sit hjemsted eller hvorfra selvstændigt erhverv udøves.
Stk. 2. Personer, der er syge(for)sikret i et andet land, men som har ret til tandpleje under midlertidigt ophold i Danmark i medfør af EU-retten, er berettiget til ydelser i den kommune/region og til udgift for den kommune/region, hvor den pågældende opholder sig.
Stk. 3. Refusion af udgifter til tandpleje til personer, der er syge(for)sikret i et andet land, som i medfør af EU-retten skal overføres til det danske sundhedsvæsen, tilfalder den kommune/region, der har afholdt udgiften til den ydelse, beløbet vedrører.
Stk. 4. Ved EU-retten eller internationale aftaler forstås Europaparlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger og den dertil knyttede forordning (EF) nr. 987/2009 om de nærmere regler for gennemførelse af forordning nr. 883/2004, aftalen om det Europæiske Økonomiske Samarbejde (EØS-aftalen), Nordisk Konvention om Social Sikring og aftalen mellem De Europæiske Fællesskaber, dets medlemsstater og Schweiz om fri bevægelighed for personer.