Rechtsbibliotheek en dossieranalyse · Oostenrijk · België · Europese Unie
LAWxPERT Aanmelden Gratis account

BEK 1384/2025 · Bekendtgørelse om ioniserende stråling og strålebeskyttelse

BEK 1384/2025 Art. 1

Gyldighedsområde m.v.

Van krachtOfficiële tekst

Denne bekendtgørelse gælder for brug af strålekilder og stråleudsættelse i planlagte og eksisterende bestrålingssituationer og i nødbestrålingssituationer, jf. dog stk. 2-6.

Stk. 2. For strålingsgeneratorer gælder denne bekendtgørelse kun for brug af strålingsgeneratorer, der opererer med en spændingsforskel, der er større end 5 kV.

Stk. 3. For strålingsgeneratorer i form af billedrør eller lignende, der 1) kun producerer ioniserende stråling som et biprodukt, 2) opererer med en spændingsforskel, der er mindre end eller lig med 30 kV, og 3) der giver anledning til en dosishastighed under normal drift, der er mindre end eller lig med 1 µSv/h 10 cm fra strålingsgeneratorens tilgængelige overflade, gælder denne bekendtgørelse kun for fremstilling af eller indgreb i de pågældende strålingsgeneratorer og kun i de tilfælde, hvor fremstillingen eller indgrebet kan have indvirkning på strålebeskyttelsesmæssige forhold.

Stk. 4. For elektronmikroskoper gælder denne bekendtgørelse kun for fremstilling af eller indgreb i elektronmikroskoper og kun i de tilfælde, hvor fremstillingen eller indgrebet kan have indvirkning på strålebeskyttelsesmæssige forhold.

Stk. 5. For radioaktive stoffer i fast form, for hvilke aktivitetskoncentrationen er mindre end eller lig med værdien i bilag 4 i bekendtgørelse om radioaktive stoffer, gælder denne bekendtgørelse kun for den brug af radioaktive stoffer, der kræver tilladelse i henhold til § 7 i bekendtgørelse om radioaktive stoffer.

Stk. 6. For besiddelse, opbevaring, håndtering eller anvendelse af geologiske prøver, hvis aktivitetskoncentration af naturligt forekommende radionuklider er større end værdien i bilag 4 i bekendtgørelse om radioaktive stoffer, gælder bestemmelserne i denne bekendtgørelse og i bekendtgørelse om radioaktive stoffer kun, hvis besiddelsen, opbevaringen eller håndteringen af de geologiske prøver er af strålebeskyttelsesmæssig betydning.