BEK 1381/2025 · Bekendtgørelse om tilskud til bio-ordninger for 2026
BEK 1381/2025 Art. 42
Forpligtelser
Tilskud til varieret planteproduktion for et areal er betinget af opfyldelse af én af følgende forpligtelser i perioden fra 15. maj til og med 25. juli 2026: 1) Landbrugere, som har et omdriftsareal på mindre end 20 ha, skal dyrke mindst to afgrødekategorier på bedriftens omdriftsareal. 2) Landbrugere, som har et omdriftsareal på mindst 20 til højst 60 ha, skal dyrke mindst tre afgrødekategorier på bedriftens omdriftsareal. Den største af bedriftens afgrødekategorier må højst udgøre 70 pct. af omdriftsarealet. 3) Landbrugere, som har et omdriftsareal på over 60 ha, skal dyrke mindst fire afgrødekategorier på bedriftens omdriftsareal. Den største af bedriftens afgrødekategorier må højst udgøre 70 pct. af omdriftsarealet, og de to største af bedriftens afgrødekategorier må højst udgøre 90 pct. af omdriftsarealet.
Stk. 2. Mindst én af afgrødekategorierne, jf. stk. 1, nr. 1-3, skal være én af de i bilag 4 anførte afgrødekategorier.
Stk. 3. Det ansøgte areal skal i perioden fra 15. maj til og med 25. juli 2026 være dyrket med i bilag 4 anførte afgrøder.
Stk. 4. Det ansøgte areal, dyrket med de i bilag 4 anførte afgrøder, skal i perioden fra 15. maj til og med 25. juli 2026 udgøre mindst fem pct. af omdriftsarealet.
Stk. 5. Ansøger forpligter sig til ikke at etablere solcelleanlæg i løbet af 2026 på arealet. Ved etablering af solcelleanlæg forstås alle former for aktiviteter tilknyttet etablering og vedligeholdelse af solcelleanlæg.