BEK 1340/2025 · Bekendtgørelse om hjemrejsestøtte m.v.
BEK 1340/2025 Art. 17
Betingelserne for og fremgangsmåden ved udbetaling af hjemrejsebistand m.m.
Hjemrejsestyrelsen skal underrette Udbetaling Danmark om afgørelser i sager, hvori der træffes bestemmelse om at yde hjemrejsebistand, ved at fremsende kopi af afgørelsen til Udbetaling Danmark.
Stk. 2. Det skal fremgå af afgørelsen, om der er tale om en løbende, månedlig hjemrejsebistand i 5 år eller om en løbende, månedlig livslang hjemrejsebistand. Det skal endvidere fremgå, om der er bevilget supplerende hjemrejsebistand efter § 13, stk. 3, samt om der er tale om en løbende, månedlig supplerende hjemrejsebistand i 5 år eller om en løbende, månedlig livslang supplerende hjemrejsebistand. Herudover skal størrelsen af den månedlige hjemrejsebistand, tidspunktet fra hvilket hjemrejsebistanden skal udbetales, og udlændingens oplysningspligt efter § 26 fremgå af afgørelsen.
Stk. 3. Hjemrejsestyrelsen sender sagens akter til Udbetaling Danmark. Af sagens akter skal fremgå følgende: oplysninger om udlændingens navn, køn, cpr-nummer, alder, civilstand, statsborgerskab, fuldstændig adresse i det land, som udlændingen er udrejst af Danmark til, underskrift, som udlændingen vil bruge ved udfyldning af leveattest, jf. § 27, pengeinstituttets navn, adresse, pengeinstituttets SWIFT adresse og kontonummer, hvorpå hjemrejsebistanden ønskes indsat, og hvornår udlændingen er udrejst af Danmark til hjemlandet eller det tidligere opholdsland samt dato for, hvornår Udbetaling Danmark første gang skal udbetale hjemrejsebistanden.
Stk. 4. Hjemrejsestyrelsen skal så vidt muligt sende sagens akter til Udbetaling Danmark så betids, at Udbetaling Danmark har mulighed for at udbetale hjemrejsestøtten rettidigt, jf. § 23, stk. 1.