BEK 1340/2025 · Bekendtgørelse om hjemrejsestøtte m.v.
BEK 1340/2025 Art. 1
Anvendelsesområde m.v.
Denne bekendtgørelse fastsætter nærmere regler om hjemrejsestøtte til: 1) Udlændinge, omfattet af hjemrejselovens § 8, stk. 2, nr. 1. 2) Udlændinge, der kommer fra et visumpligtigt land, og har fået afslag på asyl efter åbenbart grundløs proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b. 3) Udlændinge, omfattet af hjemrejselovens § 8, stk. 2, nr. 2. 4) Udlændinge, omfattet af hjemrejselovens § 8, stk. 2, nr. 3. 5) Udlændinge, omfattet af hjemrejselovens § 8, stk. 2, nr. 4.
Stk. 2. Denne bekendtgørelse fastsætter desuden nærmere regler for hjælp til hjemrejse til udlændinge omfattet af hjemrejselovens § 7 a, stk. 1.
Stk. 3. Udlændinge, der ikke er berettiget til hjemrejsestøtte eller hjælp til hjemrejse, jf. hjemrejselovens § 8, stk. 3 og 4, jf. dog stk. 1, nr. 2, er ikke omfattet af bekendtgørelsens regler.
Stk. 4. Hjemrejsestøtte til udlændinge, der er omfattet af stk. 1, nr. 1 og 2, består af hjælp til dækning af udgifter i forbindelse med udrejsen og et modtage- og reintegrationsprogram og udbetales in-kind i landet, hvor udlændingen skal udrejse til, jf. dog stk. 4-6. Hjemrejsestøtten udgør til udlændinge, der har medvirket kontinuerligt til sin udrejse, en værdi svarende til 20.000 kr. Hjemrejsestøtten til udlændinge, der ikke har medvirket kontinuerligt til sin udrejse, udgør en reduceret værdi svarende til 15.000 kr.
Stk. 5. Hvis udlændingen skal udrejse til et land, hvor der aktuelt ikke tilbydes modtage- og reintegrationsprogrammer, kan hjemrejsestøtten, jf. stk. 3, i særlige tilfælde udbetales kontant.
Stk. 6. Udlændinge, der i henhold til hjemrejselovens § 3 ikke anses for at medvirke til sin udrejse, kan ikke modtage hjemrejsestøtte.
Stk. 7. En udlænding kan kun modtage hjemrejsestøtte efter denne bekendtgørelse én gang. Hvis en udlænding tidligere har modtaget økonomisk støtte i forbindelse med hjemrejse efter andre regler, vil udlændingen ikke kunne modtage hjemrejsestøtte efter denne bekendtgørelse.