BEK 1274/2025 Art. 7
Ved ansøgning om tilladelse, jf. § 3, stk. 1, nr. 2, 3 eller 4, fremsender Miljøstyrelsen en kopi af den modtagne ansøgning til kommunalbestyrelsen i den kommune, i hvilken der søges om tilladelse, med anmodning om kommunalbestyrelsens indstilling til det ansøgte, jf. dog § 8.
Stk. 2. I indstillingen tager kommunalbestyrelsen tilsvarende stilling til forhold, som kommunalbestyrelsen efter gældende regler tager stilling til ved ansøgninger om indvinding af drikkevand fra grundvand eller overfladevand efter vandforsyningslovens kapitel 4, herunder om ansøger har indhentet alle relevante oplysninger. Kommunalbestyrelsen kan indhente yderligere oplysninger gennem ansøgeren eller på anden måde.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsens indstilling, jf. stk. 1, skal indeholde følgende: 1) En redegørelse for ansøgningens forenelighed med kommuneplanen og med vandforsyningsplanen, jf. vandforsyningslovens §§ 14 og 14 a. 2) Oplysning om bygge- og anlægsarbejder, spildevandstilladelser eller miljøscreeninger eller -godkendelser, som kræver tilladelse fra kommunalbestyrelsen. 3) Udtalelser indhentet fra kommunalbestyrelser i andre kommuner, som kan antages at være interesserede i indvinding i området, herunder fra kommunalbestyrelser i kommuner, hvortil anlægget skal levere vand. 4) Oplysning om, hvorvidt det ansøgte efter kommunalbestyrelsens skøn vil indvirke væsentligt på forholdene på andre ejendomme eller foranledige problemer for et større antal personer. 5) Kommunalbestyrelsens vurdering af, om sagen bør fremmes i de tilfælde, hvor indvindingen efter kommunalbestyrelsens skøn vil indvirke væsentligt på forholdene på andre ejendomme eller foranledige problemer for et større antal personer, jf. nr. 4, på grundlag af indhentede udtalelser, jf. nr. 3.
Stk. 4. Miljøstyrelsen fastsætter en frist for kommunalbestyrelsens indsendelse af indstillingen. Kommunalbestyrelsens indstilling sendes til Miljøstyrelsens elektroniske postkasse, mst@mst.dk.