BEK 1226/2025 Art. 30
Kompensation for rimelige omkostninger til passiv bevarelse og nødtørftigt vedligehold
Erstatnings- og taksationskommissionen træffer efter anmodning fra ansøgeren afgørelse om kompensation for rimelige omkostninger til passiv bevarelse og nødtørftigt vedligehold for følgeerhverv. Kompensation for rimelige omkostninger til passiv bevarelse og nødtørftigt vedligehold for udlejningsvirksomheder fastsættes dog efter § 34.
Stk. 2. Kompensationen efter stk. 1 fastsættes til dækning af rimelige og dokumenterede omkostninger som anført i bilag 1 til passiv bevarelse og nødtørftigt vedligehold af de aktiver, som staten erhverver ret til efter § 8 b og § 8 e i lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink i perioden fra den 4. november 2020 og frem til datoen for forlig eller afgørelse efter § 24, stk. 3, eller § 24, stk. 4, i bekendtgørelse om erstatnings- og taksationskommissioner, overerstatnings- og taksationskommissioner og øvrige kompetente myndigheder til behandling af sager om erstatning og kompensation til minkvirksomheder og visse følgeerhverv. Der ydes ikke dækning af omkostninger relateret til aktiver, som staten ikke erhverver ret til i medfør af § 23, stk. 3.
Stk. 3. Til brug for fastsættelsen af kompensation for rimelige omkostninger til passiv bevarelse og nødtørftigt vedligehold efter stk. 1 skal følgeerhverv udfylde og indsende ”Oplysningsskema vedrørende kompensation for rimelige omkostninger til passiv bevarelse og nødtørftigt vedligehold” inden for en af erstatnings- og taksationskommissionen fastsat frist. Overholdes fristen ikke, fastsætter erstatnings- og taksationskommissionen kompensationen efter et umiddelbart skøn baseret på de foreliggende oplysninger.