BEK 1215/2025 Art. 8
Forenklet erstatnings- og kompensationsmodel til minkvirksomheder med egenproduktion af mink i 2020 ved permanent nedlukning
Fødevarestyrelsen fastsætter erstatning for restværdien af de i bilag 3 anførte anlægsaktiver tilhørende minkvirksomheden den 4. november 2020 på grundlag af de i bilag 3 anførte standardværdier, jf. dog § 10.
Stk. 2. Fødevarestyrelsen erstatter efter anmodning fra minkvirksomheden restværdien af en bygning med tilhørende bygningsinstallationer anvendt i minkvirksomheden og tilhørende minkvirksomheden den 4. november 2020 på grundlag af de i bilag 4 anførte standardværdier, hvis bygningen opfylder følgende kriterier 1) bygningen efter Fødevarestyrelsens vurdering anvendelsesmæssigt og placeringsmæssigt har en nær tilknytning til minkhallerne, jf. bilag 3, nr. 1-4, 2) bygningen efter Fødevarestyrelsens vurdering ikke har en anvendelsesmæssig eller placeringsmæssig tilknytning til ikke-erstatningsberettigede bygninger, og 3) bygningen har en standardværdi i bilag 4.
Stk. 3. Inventar, anlæg og øvrige installationer mv. i bygninger omfattet af stk. 2, erstattes ikke.
Stk. 4. Anlægsaktiver, som minkvirksomheden har leaset eller købt med ejendomsforbehold, erstattes ikke, medmindre minkvirksomheden har overtaget den fulde ejendomsret over disse aktiver senest den 31. december 2024 eller på ansøgningstidspunktet, hvis minkvirksomheden har ansøgt efter denne dato.
Stk. 5. Erstatning efter stk. 1 og 2 fastsættes pr. 31. december 2029 på grundlag af aktivernes restværdi den 4. november 2020 afskrevet lineært over aktivets estimerede restlevetid. Restværdien pr. 31. december 2029 forskydes til den 31. december 2030 og tilbagediskonteres herefter fra den 30. juni 2030 til den 31. december 2021 ved anvendelse af en årlig diskonteringsfaktor på 5,14 pct. Restværdien af anlægsaktiver den 4. november 2020 kan maksimalt afskrives over en periode på 15 år.
Stk. 6. Fødevarestyrelsen vurderer et anlægsaktivs restværdi og restlevetid ud fra en konkret vurdering af det enkelte aktivs stand og i henhold til standardværdierne i bilag 3 og 4. Vurderingen sker på grundlag af besigtigelse og vurdering af minkvirksomheden, som kan foretages af en af Fødevarestyrelsen antaget ekstern sagkyndig, jf. § 19.
Stk. 7. Hvis det vurderes, at den estimerede restlevetid af det minkspecifikke anlægsaktiv udløber tidligere end den 31. december 2029, skal den estimerede omkostning til levetidsforlængelse af aktivet frem til og med 31. december 2029 fradrages erstatningen. Den estimerede årlige omkostning til levetidsforlængelse af aktivet fastsættes svarende til de estimerede årlige afskrivninger på aktivet baseret på de estimerede levetider efter stk. 5 og 6.