BEK 1194/2025 · Bekendtgørelse om systemansvarlig virksomhed og anvendelse af gassystemet
BEK 1194/2025 Art. 8
Planlægning og sikring af den nødvendige kapacitet m.v.
Den langsigtede udviklingsplan skal på baggrund af analyseforudsætninger og eventuelle følsomhedsberegninger identificere og dokumentere udviklingsbehovet i gastransmissionssystemet.
Stk. 2. Den langsigtede udviklingsplan skal som minimum indeholde følgende oplysninger: 1) En beskrivelse af de planlagte projekter m.v. 2) Hvilke af de planlagte projekter der på kort sigt forventes at blive ansøgt om godkendelse af efter § 4, stk. 3, i lov om Energinet. 3) En redegørelse for de hensyn, der er taget i forhold til de modtagne høringssvar jf. § 11. 4) En redegørelse for, hvordan Energinet har anvendt princippet om energieffektivitet først i forbindelse med udarbejdelsen af den langsigtede udviklingsplan og investeringsbeslutninger. Princippet skal anvendes i overensstemmelse med definitionen af ”energieffektivitet først” i artikel 2, nr. 18, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999, og energieffektivitetsløsninger, herunder ressourcer og fleksibilitet på efterspørgselssiden, skal vurderes i forbindelse med politikker, planlægning og større investeringsbeslutninger til en værdi af mere end 100.000.000 euro hver.
Stk. 3. Energinet skal udarbejde et tillæg til den langsigtede udviklingsplan, hvis der opstår et behov for påbegyndelse eller godkendelse af projekter efter § 4, stk. 3, i lov om Energinet, som ikke er belyst i den langsigtede udviklingsplan. Hvis der udarbejdes et tillæg til den langsigtede udviklingsplan, skal det offentliggøres og indsendes til klima-, energi- og forsyningsministeren i overensstemmelse med § 4, stk. 2, i lov om Energinet.