BEK 1193/2025 · Bekendtgørelse om energieffektivisering i det offentlige
BEK 1193/2025 Art. 5
Offentlige organers energibesparelser
I bygningsmassen under energimærke B skal der årligt udpeges bygninger, som er rentable at renovere op til NZEB, svarende til 3 pct. af bygningsmassen under energimærke B.
Stk. 2. Offentlige organer kan vælge at udpege bygninger i bygningsmassen under energimærke B, som ikke er rentable at renovere op til NZEB.
Stk. 3. Offentlige organer kan i fællesskab prioritere udpegning af bygninger, fx ved frivillige aftaler.
Stk. 4. Udpegede bygninger efter stk. 1-3 skal være renoveret op til mindst NZEB senest i 2040.
Stk. 5. Offentlige organer kan udpege ejede bygninger, der er fredede og bygninger med høj bevaringsværdi i bygningsmassen under energimærke B. Disse bygninger kan undlades at blive renoveret op til NZEB, hvis bygningen efter renovering opnår et bedre energimærke eller alle teknisk mulige rentable energibesparende renoveringer inden for bygningens frednings- eller bevaringsstatus er gennemført.
Stk. 6. Væbnede styrkers udpegede bygninger, der ikke er kontorbygninger eller indkvarteringsbygninger med enkeltværelser, kan undlades at blive renoveret op til NZEB, hvis bygningen efter renovering opnår mindst et bedre energimærke eller alle teknisk mulige rentable energibesparende renoveringer er gennemført.
Stk. 7. Bygninger, der anvendes til gudstjenester og religiøse formål, kan undlades at blive renoveret op til NZEB, hvis bygningen efter renovering opnår mindst et bedre energimærke eller alle teknisk mulige rentable energibesparende renoveringer er gennemført.