BEK 1060/2025 · Bekendtgørelse om udvidet producentansvar for fiskeredskaber, der indeholder plast
BEK 1060/2025 Art. 20
Sikkerhedsstillelse for håndtering af udtjente erhvervsfiskeredskaber
En kollektiv ordning kan på vegne af de producenter, som indgår i den kollektive ordning, ansøge Dansk Producentansvar om producenternes fritagelse fra at stille sikkerhed efter § 17, hvis den kollektive ordning repræsenterer en passende sikkerhed, jf. stk. 2.
Stk. 2. Dansk Producentansvar træffer afgørelse om producenternes fritagelse efter stk. 1, når producenternes samlede markedsandel i den kollektive ordning udgør mindst 25 pct. af den samlede markedsførte eller forventede markedsførte mængde af erhvervsfiskeredskaber, som er indberettet for alle producenter.
Stk. 3. Det er et vilkår for afgørelser om fritagelse, jf. stk. 2, at den kollektive ordning hæfter i hele tildelingsperioden, jf. § 12, stk. 2, for den samlede forpligtelse for alle de producenter, som er medlem af den pågældende kollektive ordning.
Stk. 4. Hvis en kollektiv ordning, hvor producenter er fritaget for sikkerhedsstillelse, ikke afhenter de tildelte udtjente erhvervsfiskeredskaber, der overdrages af havnene, jf. § 14, og ikke betaler de dokumenterede udgifter, jf. § 15, kan producenterne i den kollektive ordning ikke fritages for sikkerhedsstillelse i de to efterfølgende tildelingsperioder.