BEK 947/2025 · Bekendtgørelse om medlemskab af en a-kasse
BEK 947/2025 Art. 1
Ret til optagelse i en a-kasse og overflytning mellem a-kasser
En person kan optages i en a-kasse, hvis pågældende opfylder betingelserne i lovens § 41, herunder om bopæl og ophold i Danmark på optagelsestidspunktet, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Bopæls- og opholdskravet gælder ikke for personer, der kan blive optaget i en a-kasse i medfør af reglerne i bekendtgørelse om arbejdsløshedsforsikring ved arbejde m.v. inden for EØS, Færøerne og i det øvrige udland.
Stk. 3. Personer, der driver selvstændig virksomhed på Færøerne eller i Grønland, kan blive optaget, hvis 1) pågældende umiddelbart før udrejsen havde bopæl i Danmark, og 2) ansøgningen om optagelse er modtaget i a-kassen senest 12 måneder efter udrejsen.