BEK 906/2025 · Bekendtgørelse om valg af medlemmer til provstiudvalg og stiftsråd
BEK 906/2025 Art. 14
Valg af menighedsrepræsentanter til provstiudvalg
Er der indkommet flere gyldige kandidatlister, tilvejebringer valgbestyrelsen de fornødne stemmesedler. Med hensyn til stemmesedlernes udformning henvises til reglerne i ministeriets cirkulære nr. 9077 af 14. februar 2024 om afstemningsvalg ved valg til menighedsråd.
Stk. 2. Afstemningsmaterialet består af en stemmeseddel og en tilhørende konvolut begge af hvidt papir, hvori stemmesedlen nedlægges umiddelbart efter stemmeafgivningen. Det fornødne antal stemmesedler med tilhørende konvolutter udsendes af valgbestyrelsen til formanden for hvert enkelt menighedsråd således, at de er formanden i hænde senest mandag den 6. oktober 2025. Der skal vedlægges nogle overskydende eksemplarer, som kan udleveres til brug for menighedsrådsmedlemmer, som under afstemningen uforvarende beskadiger den udleverede stemmeseddel eller afkrydser den forkert.
Stk. 3. Menighedsrådets formand skal straks ved modtagelsen af stemmesedlerne kontrollere, at det fremsendte antal stemmesedler svarer til det af valgbestyrelsen opgivne, og at der er et tilstrækkeligt antal stemmesedler med tilhørende konvolutter. Er dette ikke tilfældet, rekvireres det manglende antal hos valgbestyrelsen.
Stk. 4. Ved udsendelsen af afstemningsmaterialet skal valgbestyrelsen gøre opmærksom på, at de udfyldte stemmesedler skal være valgbestyrelsen i hænde senest mandag den 20. oktober 2025 kl. 16.00.