BEK 871/2025 Art. 6
Kapacitetsfastsættelse
Regionsrådet afslutter processen efter § 1 med for de enkelte institutioner eller afdelinger, hvis institutionen har afdelinger, at fastsætte en endelig kapacitet inden for den efter § 2 udmeldte ramme, som ansøgerne fordeles på baggrund af. Den endelige kapacitet svarer til den foreløbige kapacitet, jf. § 4, med eventuelle justeringer på baggrund af det faktiske ansøgertal til det kommende skoleår og styrelsens beslutninger om regionsrådets eventuelle indstillinger efter § 5 og kan ikke uden nærmere dialog med den givne institution overstige en eventuelt angivet maksimal kapacitet ud fra de bygningsmæssige forhold.
Stk. 2. Regionsrådet giver senest den 1. maj institutionen meddelelse om størrelsen af den endelige kapacitet for institutionen og afdelingerne, hvis institutionen har afdelinger. Samtidig offentliggør regionsrådet den endelige kapacitet for de enkelte institutioner og afdelinger på regionens hjemmeside.
Stk. 3. . Den endelige kapacitet er bindende for institutionen. Regionsrådet kan hæve kapaciteten midlertidigt for at skabe plads til en eller flere ansøgere eller elever, jf. § 11 j, stk. 2, og § 11 k, stk. 2, i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. samt §§ 9-10.
Stk. 4. Regionsrådet skal som udgangspunkt fastsætte kapaciteten på den enkelte institution eller afdeling, hvis institutionen har afdelinger, for to år. I år to tager regionsrådet dog stilling til, om det er nødvendigt eller hensigtsmæssigt at justere kapaciteten for en eller flere institutioner eller afdelinger.