BEK 855/2025 Art. 21
Administrativ tilladelse
Trafikstyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt et ansøgt projekt, der er omfattet af § 4, stk. 1 og 2, kan tillades efter § 2, i lov om havne eller § 24, i lov om Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By & Havn I/S. Afgørelsen træffes på grundlag af bygherrens ansøgning, miljøkonsekvensrapporten, eventuelle supplerende oplysninger og resultatet af de høringer, der er foretaget, samt Trafikstyrelsens begrundede konklusion. Trafikstyrelsen skal, før der træffes afgørelse, sikre, at miljøkonsekvensrapporten, eventuelle supplerende oplysninger og den begrundede konklusion er tidssvarende.
Stk. 2. Trafikstyrelsen skal træffe afgørelse efter stk. 1 inden for en rimelig frist. Hvis Trafikstyrelsen ikke kan træffe afgørelse inden for en rimelig frist, meddeles dette bygherren samt begrundelsen herfor.