Rechtsbibliotheek en dossieranalyse · Oostenrijk · België · Europese Unie
LAWxPERT Aanmelden Gratis account

BEK 855/2025 · Bekendtgørelse om vurdering af virkning på miljøet af projekter vedrørende erhvervshavne og Københavns Havn samt om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter for så vidt angår anlæg og udvidelse af havne

BEK 855/2025 Art. 10

Miljøkonsekvensrapport

Van krachtOfficiële tekst

Bygherren udfærdiger en miljøkonsekvensrapport for et projekt, der er omfattet af § 4. Miljøkonsekvensrapporten skal være fuldstændig og af tilstrækkelig høj kvalitet.

Stk. 2. Miljøkonsekvensrapporten skal mindst omfatte 1) en beskrivelse af projektet med oplysninger om projektets placering, udformning, dimensioner og andre relevante særkender, 2) en beskrivelse af projektets forventede væsentlige indvirkninger på miljøet, 3) en beskrivelse af projektets særkender og, hvis relevant, en beskrivelse af de foranstaltninger, der påtænkes truffet for at undgå, forebygge, begrænse eller om muligt neutralisere forventede væsentlige skadelige indvirkninger på miljøet, 4) en beskrivelse af de rimelige alternativer, som bygherren har undersøgt, og som er relevante for projektet og dets særlige karakteristika og en angivelse af hovedårsagerne til den valgte løsning under hensyntagen til projektets indvirkninger på miljøet, 5) et ikketeknisk resume af oplysningerne i nr. 1-4, og 6) alle yderligere oplysninger, som er beskrevet i bilag 5, og som er relevante for de særlige karakteristika, der gør sig gældende for et bestemt projekt eller en bestemt projekttype og for det miljø, der kan forventes at blive berørt.

Stk. 3. Miljøkonsekvensrapporten skal i de tilfælde, hvor Trafikstyrelsen har afgivet en udtalelse efter § 9, være udarbejdet på grundlag af udtalelsen.

Stk. 4. Miljøkonsekvensrapporten skal indeholde de oplysninger, der med rimelighed kan kræves for at nå frem til den begrundede konklusion om projektets væsentlige indvirkninger på miljøet, idet der tages hensyn til gældende viden og vurderingsmetoder.

Stk. 5. Ved udarbejdelsen af miljøkonsekvensrapporten skal der tages hensyn til tilgængelige resultater af andre relevante vurderinger foretaget i henhold til EU-lovgivning eller dansk lovgivning.

Stk. 6. De oplysninger, som miljøkonsekvensrapporten skal omfatte, jf. stk. 2 og bilag 5, skal på en passende måde påvise, beskrive og indeholde en vurdering af projektets væsentlige direkte og indirekte virkninger på 1) befolkningen og menneskers sundhed, 2) den biologiske mangfoldighed med særlig vægt på arter og naturtyper, der er beskyttet i henhold til Rådets direktiv 92/43/EØF om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter og Europa-Parlamen- tets og Rådets direktiv 2009/147/EF om beskyttelse af vilde fugle, 3) jordarealer, jordbund, vand, luft og klima, 4) materielle goder, kulturarv og landskabet, og 5) samspillet mellem faktorerne i nr. 1-4.

Stk. 7. Virkningerne, der er nævnt i stk. 6, skal omfatte de forventede virkninger af projektets sårbarhed over for risici for større ulykker eller katastrofer, der er relevante for det pågældende projekt.

Stk. 8. Bygherren skal sikre, at miljøkonsekvensrapporten er udarbejdet af kvalificerede og kompetente eksperter.

Stk. 9. Trafikstyrelsen skal sikre, at miljøkonsekvensrapporten for de projekter, der er omfattet af § 4, stk. 1 og 2, opfylder kravene i stk. 1-8. Trafikstyrelsen kan om nødvendigt indhente yderligere oplysninger fra bygherren til opfyldelse af de krav, der følger af stk. 2, og bilag 5, som er direkte relevante for, at Trafikstyrelsen kan nå frem til den begrundede konklusion om et projekts væsentlige indvirkninger på miljøet. Trafikstyrelsen skal sikre, at styrelsen har eller efter behov kan få adgang til tilstrækkelig ekspertise til at undersøge miljøkonsekvensrapporten.

Stk. 10. Trafikstyrelsen stiller relevante oplysninger til brug for bygherrens udarbejdelse af miljøkonsekvensrapport, hvis styrelsen ligger inde med sådanne.

Stk. 11. Hvis et anlæg eller en foranstaltning omfattet af denne bekendtgørelse udgør en del af et samlet projekt, der tillige omfatter anlæg og foranstaltninger omfattet af andre myndigheders miljøvurderingskompetence, kan de berørte myndigheder indbyrdes aftale, at bygherren kan udarbejde og fremlægge en fælles miljøkonsekvensrapport for projektet. Miljøkonsekvensrapporten skal forelægges alle berørte myndigheder.