BEK 846/2025 · Bekendtgørelse om særlig råden over vejareal
BEK 846/2025 Art. 1
Vejmyndigheden kan for de offentlige veje, der hører under dennes administration, træffe beslutning om, at visse former for særlig råden over vejareal, som er omfattet af stk. 3, ikke kræver tilladelse efter § 80, stk. 1, i lov om offentlige veje m.v.
Stk. 2. Vejmyndigheden kan beslutte, at visse former for særlig råden over vejareal, der ikke kræver tilladelse, jf. stk. 1 og stk. 3, skal gælde for bestemte geografiske områder, i nærmere perioder eller for nærmere tidsrum, for enkelte vejstrækninger, på særlige typer af veje, eksempelvis gågader, eller for kombinationer af disse afgrænsninger.
Stk. 3. Der kan træffes beslutning efter stk. 1 for følgende typer af særlig råden over vejareal, som ellers ville kræve tilladelse efter § 80, stk. 1, i lov om offentlige veje m.v.: 1) Særlig råden over vejareal i forretningsmæssigt øjemed. 2) Opsætning af mindre skilte, reklamer eller lignende i det omfang dette ikke er i strid med naturbeskyttelseslovens § 21. 3) Afholdelse af private eller delvist private arrangementer som gadefester, koncerter, kulturelle arrangementer, sportsbegivenheder, loppemarkeder eller lignende. 4) Særlig råden over vejarealet i forbindelse med levering af vand, varme, el eller lignende. 5) Opsætning af cykelstativer. 6) Anbringelse af byggematerialer, stilladser, containere, skurvogne eller lignende.
Stk. 4. Særlig råden over vejareal, som kræver særlig vejafmærkning eller tilladelser fra andre myndigheder, kan ikke undtages fra kravet om tilladelse efter § 80, stk. 1, i lov om offentlige veje m.v.