BEK 790/2025 Art. 3
Pengeinstitutter, betalingsinstitutter, e-pengeinstitutter og kreditinstitutter, der har tilsluttet sig ordningen, skal bistå privatpersoner og juridiske enheder med anvisning eller ændring af konti, der føres i det pågældende institut, som nemkonti til nemkontosystemet, herunder udføre følgende ydelser: 1) Indberette konti, der føres i det pågældende institut, som nemkonti til nemkontosystemet. Institutter med filialnet er forpligtet til at stille anvisning til rådighed via filialnettet. 2) Indarbejde i instituttets relevante forretningsgange, at instituttets kunder spørges om, hvorvidt kunden ønsker at anvise en konto som nemkonto eller ændre en nemkonto. 3) Give instituttets kunder indsigt i, hvilken konto i det pågældende institut der er registreret som nemkonto. 4) Modtage oplysninger fra nemkontosystemet om relevante forhold, herunder om konti i det pågældende institut, som er indberettet som nemkonto via andre kanaler. 5) Foretage indberetninger inden for de af Digitaliseringsstyrelsen fastlagte tidsfrister. 6) Opdatere nemkontosystemet ved ændringer foretaget af det pågældende institut, der vedrører kontonumre indberettet som nemkonti, eksempelvis ved sammenlægning af institutter eller lignende. 7) Markere, hvilken af kundernes konti i det pågældende institut der er indberettet som nemkonto. 8) Gemme oplysninger om alle indberetninger, herunder oplysninger om tidspunktet for indberetningen, hvilken medarbejder og hvilken filial der har foretaget indberetningen, og opbevare disse oplysninger i 5 år.