BEK 1253/2022 Art. 2
Definitioner
Ved udtrykket »Platform« forstås enhver form for software, herunder et websted eller en del heraf samt applikationer, herunder mobilapplikationer, der er tilgængelige for brugere, og som gør det muligt for Sælgere at blive sat i forbindelse med andre brugere med henblik på direkte eller indirekte at udføre en Relevant Aktivitet for de pågældende brugere. Udtrykket »Platform« omfatter også eventuelle ordninger for opkrævning og betaling af et Vederlag i forbindelse med en Relevant Aktivitet.
Stk. 2. Udtrykket »Platform« omfatter ikke software, der, uden at bidrage yderligere til udførelsen af en Relevant Aktivitet, alene gør det muligt 1) at behandle betalinger i forbindelse med en Relevant Aktivitet, 2) for brugere at opliste eller reklamere for en Relevant Aktivitet, eller 3) at omdirigere eller overføre brugere til en Platform.