BEK 1114/2022 Art. 12
Enhver, der tilser en indsat, der er anbragt i sikringscelle eller er undergivet anvendelse af § 8, skal gøre notat om tilsynet på et observationsskema, uanset om der er sket ændringer i den indsattes forhold. Dette gælder også for det tilsyn, der føres af en fast vagt til en indsat, der er tvangsfikseret. Der skal ske notat om tilsynet med den pågældende mindst hvert kvarter i den periode, den indsatte er fikseret i sikringscelle.
Stk. 2. Observationsskemaet skal indeholde oplysninger om dato og klokkeslæt for tilsynet samt oplysning om den indsattes tilstand, herunder eventuelle bemærkninger om behovet for at opretholde anbringelsen i sikringscelle, tvangsfikseringen eller anvendelsen af § 8.
Stk. 3. Hvis der træffes bestemmelse om at opretholde anbringelsen i sikringscelle eller om anvendelse af § 8 i mere end tre døgn, eller om at opretholde tvangsfikseringen i mere end 24 timer, skal institutionen straks foretage indberetning herom til direktøren for Kriminalforsorgen. Indberetningen skal indeholde en nærmere begrundelse for, at betingelserne for fortsat anbringelse anses for opfyldt, og skal vedlægges kopi af den i medfør af § 11 udarbejdede rapport samt det i stk. 1 og 2 udarbejdede observationsskema.