BEK 561/2022 · Bekendtgørelse om reglerne i lov om landbrugsejendomme
BEK 561/2022 Art. 2
Indledende bestemmelser
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Erhverver: Fysisk person, herunder enkeltmandsvirksomhed, en virksomhed eller en fond, forening eller anden juridisk person som erhverver en landbrugsejendom efter lovens § 12, § 14, § 15, § 20 eller § 24. 2) Virksomhed: Både kapitalselskaber, dvs. aktie-, anparts- og partnerselskaber mv. og personselskaber, dvs. interessentskaber, kommanditselskaber, andelsselskaber mv. 3) Erklæringsskema: Skema, jf. § 1 i bekendtgørelse om dokumentation og tinglysning mv. af dokumenter vedrørende landbrugsejendomme, der skal indsendes til Landbrugsstyrelsen i forbindelse med erhvervelse af en landbrugsejendom. 4) Erhvervelsestidspunkt: Tidspunktet for indgåelse af en bindende aftale om erhvervelsen af ejendommen. 5) Bopælspligt: Pligten i lovens § 8, stk. 1 og 2, og § 20, stk. 1, til at tage fast bopæl på ejendommen. 6) Ankermand: En anpartshaver, som er ejer af en anpart på en femtedel eller derover af ejendommen og opfylder betingelserne for personlig erhvervelse i lovens §§ 12, 14 eller 15, jf. lovens § 16, stk. 2. 7) Beboelsesbygning: Helårsbeboelse i henhold til Bygnings- og Boligregistret (BBR). 8) Arealer med stor jordbrugsmæssig interesse: Arealer der i kommuneplanen er udpeget til særligt værdifuldt landbrugsområde.