Rechtsbibliotheek en dossieranalyse · Oostenrijk · België · Europese Unie
LAWxPERT Aanmelden Gratis account

BEK 25/2022 · Bekendtgørelse om tilskud til projekter, som fremmer teknologier til reduktion af drivhusgasudledningen inden for landbrugssektoren

BEK 25/2022 Art. 8

Ansøgning om tilsagn af tilskud

Van krachtOfficiële tekst

Ansøgning om tilskud skal indsendes digitalt via den ansøgningsportal, som offentliggøres på Energistyrelsens hjemmeside.

Stk. 2. Ansøgning om tilsagn om tilskud indkaldt i medfør af § 7, stk. 1, skal indeholde følgende oplysninger i ansøgningsblanketten: 1) Projekttitel. 2) Navn på hovedansøger, som er projektansvarlig. 3) Kontaktoplysninger på hovedansøger og medansøgere, herunder CVR-nummer eller andet nationalt identifikationsnummer. 4) Fuldmagt fra de øvrige medansøgere til hovedansøger om at søge tilskud på vegne af de øvrige medansøgere. 5) Hovedansøger og medansøgeres virksomhedstype og størrelse. 6) Beskrivelse af projektorganisationen, herunder beskrivelse af dets organisering, ansvarsfordeling og ledelse bilagt CV for de centrale ressourcepersoner. 7) Projektets formål, indhold og de indgående teknologiers TRL-niveau, samt evt. relation til andre projekter. 8) Beskrivelse af projektets gennemførelse i form af en tids- og aktivitetsplan. 9) Beskrivelse af forholdene for projektet efter afslutningen af tilskudsperioden. 10) Start og slutdato for projektet. 11) Projektets beliggenhed. 12) Støttebeløbet for den offentlige finansiering, som projektet kræver, herunder specificeret budget for projektomkostninger og for finansiering heraf fordelt på de enkelte projektdeltagere, tilskud og egen eller anden finansiering. Budgettet skal underbygges af tilbud eller lignende fra leverandører af anlægskomponenter mv. Udføres der i samme projekt både eksperimentel udvikling og industriel forskning, angives omkostninger for andelen af forskningsaktiviteter i budgettet. 13) Projektets forventede resultater ved afslutning og de forventede effekter henset til puljens hensigt, jf. § 1, stk. 1, i tiden efter afslutning. 14) Risikoanalyse for projektets gennemførelse med angivelse af afværgeforanstaltninger til afbødning af konsekvenserne af utilsigtede forhold og omstændigheder. 15) Kommunikationsplan for offentlig formidling af projektets indhold, fremdrift og resultater. 16) Oplysninger om, hvorvidt der til det pågældende projekt søges og eventuelt er truffet afgørelse om anden offentlig støtte til de samme støtteberettigede omkostninger. 17) Redegørelse for, at det ansøgte tilskud vil have en tilskyndelsesvirkning, således at det ansøgte tilskud vil øge indsatsens omfang, udstrækning eller tempo set i forhold til en situation, hvor der ikke opnås støtte. 18) Redegørelse for, at projektet er baseret på en prækommerciel anvendelse af en integration af flere innovative delteknologier eller på en ny og innovativ kombination af kendte delteknologier, hvor den samlede teknologiløsning i begge tilfælde befinder sig på TRL-niveau 2-8 ved projektets start og hvor det er projektets formål at der sker en yderligere teknologisk udvikling mod et højere TRL-niveau. 19) Redegørelse for, at projektet fremmer udviklingen af integrerede og omkostningseffektive teknologiløsninger, som har et stort potentiale for at nedbringe udledningen af drivhusgasser fra landbruget i synergi med opnåelse af betydelige drivhusgasreduktioner i energisektoren. 20) Redegørelse for, at projektet er velafgrænset og teknisk gennemførligt, samt for at projektets løsninger efterfølgende kan repliceres og skaleres. 21) Redegørelse for, at projektet kan gennemføres inden for de gældende rammebetingelser og lovgivning for miljøbeskyttelse og landbrugs- og energiforhold mv. eller inden for vedtagne eller forventede, men endnu ikke implementerede ændringer heraf. 22) Redegørelse for, at projektet kan opnå de nødvendige fysiske etableringstilladelser som bygge- og miljøgodkendelser mv. inden for en rimelig tidshorisont efter indgivelse af ansøgningen om tilskud. 23) Erklæring om, at ansøgerne råder over den nødvendige egen eller anden finansiering, udover det ansøgte tilskud til projektets gennemførsel. 24) Erklæring om, at ansøger har SMV-status, hvis dette er tilfældet. 25) Tro- og loveerklæring om at hovedansøger og medansøgere ikke har modtaget et krav om tilbagebetaling af støtte, som Kommissionen ved en tidligere endelig afgørelse har erklæret ulovlig eller uforenelig med det indre marked, og som ansøger endnu ikke har efterkommet fuldt ud. 26) Tro- og loveerklæring om, at hovedansøger og medansøgere ikke er kriseramt, jf. § 3, nr. 6. 27) Projekter med karakter af industriel forskning, skal indeholde en klar beskrivelse af det forskningsmæssige indhold i et særskilt bilag til ansøgningen.

Stk. 3. Energistyrelsen kan fastsætte yderligere krav, jf. stk. 2. Kravene vil blive kundgjort ved indkaldelsen af ansøgninger, jf. § 7, stk. 2.