Rechtsbibliotheek en dossieranalyse · Oostenrijk · België · Europese Unie
LAWxPERT Aanmelden Gratis account

BEK 2243/2021 · Bekendtgørelse om miljøregulering af dyrehold og om opbevaring af gødning

BEK 2243/2021 Art. 21

Opbevaring af flydende husdyrgødning samt ensilagesaft og restvand

Van krachtOfficiële tekst

Beholdere for flydende husdyrgødning skal være forsynet med fast overdækning eller tæt overdækning, eller der skal anvendes en teknologi, der er optaget på Miljøstyrelsens teknologiliste som en teknologi, der kan erstatte fast eller tæt overdækning.

Stk. 2. Beholdere for flydende husdyrgødning, der ligger mindre end 300 m til nabobeboelse, skal være forsynet med fast overdækning eller tæt overdækning, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Beholdere for flydende husdyrgødning fra svin og kødædende pelsdyr, der ligger mindre end 300 m fra nabobeboelse på etableringstidspunktet, skal være forsynet med fast overdækning, medmindre de er lovligt etableret før den 1. januar 2007 eller etableret i henhold til en godkendelse, tilladelse eller anmeldelse meddelt før den 1. januar 2007.

Stk. 4. Beholdere for flydende husdyrgødning, der på etableringstidspunktet ligger i eller mindre end 300 m fra et kategori 1- eller 2-naturområde skal være forsynet med fast overdækning, medmindre der anvendes en teknologi, der er optaget på Miljøstyrelsens teknologiliste som en teknologi, der kan erstatte fast overdækning. Kravet gælder dog ikke for beholdere for flydende husdyrgødning, der er lovligt etableret før den 1. januar 2007 eller etableret i henhold til en godkendelse, tilladelse eller anmeldelse meddelt før den 1. januar 2007.

Stk. 5. Hvis overdækningen eller den anvendte teknologi, jf. stk. 1, konstateres defekt, skal den ansvarlige for driften af beholderen hurtigst muligt reetablere overdækningen.

Stk. 6. Den ansvarlige for driften af en beholder til flydende husdyrgødning med tæt overdækning skal føre optegnelser til dokumentation for overdækningens tilstand og tiltag til etablering eller reetablering af tæt overdækning. Optegnelser skal som minimum ske i følgende tilfælde: 1) 1 måned efter sidste føring af optegnelser. 2) 2 uger efter tømning. 3) 7 dage efter omrøring, tapning eller det tidspunkt, hvor overdækningen er konstateret defekt.

Stk. 7. Optegnelserne skal indeholde de oplysninger, der fremgår af bilag 1, tabel 1 og tabel 2, og skal føres som en logbog eller ved anvendelse af en teknologi til automatisk logning, som er godkendt af Miljøstyrelsen. Miljøstyrelsen offentliggør godkendte teknologier på sin hjemmeside, www.mst.dk.

Stk. 8. Den ansvarlige for driften af en beholder, hvor der anvendes en teknologi, der er optaget på Miljøstyrelsens teknologiliste som en teknologi, der kan erstatte fast eller tæt overdækning, skal løbende og regelmæssigt foretage optegnelser til dokumentation for, at teknologien, der kan erstatte fast overdækning eller tæt overdækning, anvendes korrekt. Optegnelser skal som minimum ske, når der foretages aktiviteter af betydning for den anvendte teknologi, eller hvis teknologien konstateres defekt.

Stk. 9. Stk. 6-8 gælder ikke for ejendomme med beholdere med en samlet gylleoverflade på op til og med 75 m².

Stk. 10. Den ansvarlige for driften skal opbevare optegnelserne, jf. stk. 6-8, i 5 år og kunne forevise dem på forlangende i forbindelse med kontrol.

Stk. 11. Hvis kommunalbestyrelsen ved to tilsyn inden for 3 år konstaterer, at en tæt overdækning eller anvendelsen af en teknologi, der er optaget på Miljøstyrelsens teknologiliste som en teknologi, der kan erstatte fast overdækning eller tæt overdækning, er mangelfuld, skal tilsynsmyndigheden påbyde den ansvarlige for forholdet at etablere fast overdækning, jf. dog stk. 12. Ved det første tilsyn, hvor tilsynsmyndigheden konstaterer, at overdækningen er mangelfuld, skal kommunalbestyrelsen skriftligt indskærpe pligten til at overholde overdækningskravene og oplyse om retsvirkningerne af en manglende overholdelse, jf. 1. pkt. Kommunalbestyrelsen skal i indskærpelsen fastsætte en rimelig frist til at lovliggøre den mangelfulde overdækning.

Stk. 12. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde, herunder hvis overtrædelsen af stk. 11 er undskyldelig, efter en konkret vurdering undlade at stille krav om fast overdækning.