BEK 570/2021 Art. 3
Neutrale oplysninger om varer og priser for fysiske salgssteder
Fysiske salgssteder kan give køber en liste med neutrale oplysninger om, hvilke tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter, der sælges på salgsstedet, og varernes pris.
Stk. 2. Oplysninger tilladt efter stk. 1 omfatter: 1) varemærke og produktnavn, 2) antal, vægt, størrelse og volumen og 3) pris.
Stk. 3. Oplysningerne på listen omfattet af stk. 2, skal fremgå med sort skrift på et hvidt papir af størrelsen A4 eller mindre, som ikke må være påført illustrationer, billeder, farver, logoer, symboler eller anden tekst, jf. dog stk. 4. Ingen oplysninger på listen må fremhæves, og oplysningerne skal: 1) angives i alfabetisk rækkefølge ud fra varemærke, 2) for hvert produkt angives i rækkefølgen: Varemærke, produktnavn, antal, vægt, størrelse, volumen og pris, og 3) angives med samme skrifttype og skriftstørrelse. Skriftstørrelsen må ikke overstige 14 punkt.
Stk. 4. Listen efter stk. 3 skal indeholde en grafik udarbejdet af Sundhedsstyrelsen om aldersgrænsen for salg af tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter, jf. § 1, stk. 1, i lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år.
Stk. 5. Hver vare på listen efter stk. 3 kan tildeles et nummer.
Stk. 6. Listen efter stk. 3 kan opdeles i én eller flere af de kategorier af tobaksvarer, der følger af lov om tobaksvarer m.v., samt kategorierne ”Urtebaserede rygeprodukter”, ”Tobakssurrogater”, ”Øvrige” og ”Tilbehør”. Indplaceringen i kategorierne skal være i overensstemmelse med definitionerne af tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter i lov om tobaksvarer m.v.
Stk. 7. På fysiske udsalgssteder kan listen efter stk. 3 fremvises efter anmodning fra køber eller placeres ved en ekspedientbetjent salgskasse.