BEK 1634/2019 · Bekendtgørelse om indberetning af grænseoverskridende ordninger
BEK 1634/2019 Art. 2
De indberetningspligtige
Ved ”mellemmand” forstås enhver person, som udformer, markedsfører, tilrettelægger eller i øvrigt stiller grænseoverskridende ordninger til rådighed med henblik på gennemførelse eller som administrerer gennemførelsen af en indberetningspligtig grænseoverskridende ordning.
Stk. 2. Ved ”mellemmand” forstås også enhver person, som under hensyntagen til alle relevante kendsgerninger og omstændigheder, og på grundlag af de foreliggende oplysninger og den relevante ekspertise og forståelse, som er nødvendig for at levere sådanne tjenesteydelser, er bekendt med eller med rimelighed må kunne forventes at vide, at vedkommende har forpligtet sig til at yde, direkte eller ved hjælp af andre personer, støtte, assistance eller rådgivning med hensyn til udformning, markedsføring, tilrettelæggelse eller at stille en grænseoverskridende ordning til rådighed med henblik på gennemførelsen eller administration af gennemførelsen af en indberetningspligtig grænseoverskridende ordning.
Stk. 3. Enhver person har ret til at dokumentere, at denne ikke var bekendt med og ikke med rimelighed kunne forventes at være bekendt med, at personen var involveret i en indberetningspligtig grænseoverskridende ordning, som nævnt i stk. 2. Til dette formål kan der henvises til alle relevante kendsgerninger og omstændigheder samt de foreliggende oplysninger, herunder personens relevante ekspertise og forståelse.
Stk. 4. For at være mellemmand skal en person opfylde mindst én af følgende yderligere betingelser: 1) Være skattemæssigt hjemmehørende i en EU-medlemsstat. 2) Have et fast driftssted i en EU-medlemsstat, hvorigennem tjenesteydelserne i relation til ordningen leveres. 3) Være etableret i eller være underlagt lovgivning i en EU-medlemsstat. 4) Være medlem af en faglig sammenslutning, der beskæftiger sig med rådgivning om juridiske eller skattemæssige forhold i en EU-medlemsstat.