BEK 832/2019 Art. 18
Anvendelsesområde og definitioner
Energistyrelsen kan træffe afgørelse om, at tilsagn bortfalder helt eller delvist, hvis styrelsen konstaterer én af følgende forhold: 1) Tilskudsmodtageren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for ansøgning om tilsagn eller ansøgning om udbetaling. 2) Projektet er ikke gennemført som forudsat i tilsagnet, uden at der er opnået Energistyrelsens godkendelse hertil. 3) Den i tilsagnet fastsatte frist for projektets gennemførelse og indsendelse af udbetalingsansøgning er overskredet, uden at der er opnået Energistyrelsens godkendelse hertil. 4) Der er indgået aftaler om arbejder eller leverancer m.v., eller påbegyndt arbejder eller gennemført indkøb m.v., vedrørende det tilskudsberettigede projekt, inden modtagelse af skriftligt tilsagn. Dette gælder dog ikke leverance af tjenesteydelser i forbindelse med udformning og dokumentation af tilskudsansøgning. 5) Tilskudsmodtageren opfylder ikke de for tilskuddet nærmere fastsatte vilkår. 6) Modtageren af en ratevis udbetaling af tilskud ikke opfylder de for ratevis udbetaling nærmere fastsatte vilkår. 7) Tilsagnet ikke er accepteret inden 4 uger fra det er meddelt, eller i tilfælde af at Energistyrelsen har forlænget denne frist, at tilsagnet ikke er accepteret indenfor denne. 8) Ansøgning om udbetaling ikke er indgivet rettidigt.
Stk. 2. Udbetalt tilskud kan af Energistyrelsen kræves helt eller delvist tilbagebetalt i de i stk. 1 opregnede tilfælde.
Stk. 3. Tilbagebetaling af tilskud skal ske senest 14 dage efter påkrav. Tilbagebetales det skyldige beløb ikke rettidigt, tillægges beløbet rente efter forfaldsdagen svarende til den rente, der er fastsat i § 5, stk. 1, i lov om renter og andre forhold ved forsinket betaling (renteloven). Den tillagte rente udgør dog mindst 50 kr. pr. påkrav.