BEK 618/2019 Art. 2
Egne genstande
Indsatte må ikke medtage, besidde eller råde over følgende genstande: 1) Genstande, som besiddes i strid med den almindelige lovgivning, herunder lovgivningen om euforiserende stoffer og lovgivningen om våben. 2) Genstande, som kan benyttes i forbindelse med misbrug af euforiserende stoffer og andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning. 3) Alkohol. 4) Genstande, som kan benyttes som våben, og andre personfarlige genstande. 5) Genstande, som kan benyttes i forbindelse med flugt, herunder værktøj, tovværk og lignende. 6) Genstande, som kan frembyde eller medføre risiko for sundhedsfare i institutionen. 7) Genstande, som kan frembyde eller medføre risiko for brandfare i institutionen. 8) Genstande, hvor det på grund af genstandens beskaffenhed ikke vil være muligt at foretage nødvendige undersøgelser af genstanden. 9) Medicin, medmindre særlige omstændigheder taler for, at medicinen udleveres til den indsatte. 10) Fotoudstyr, videokameraer, webkamera og lignende samt kikkerter og lignende. 11) Mobiltelefon og lignende kommunikationsudstyr, samt tilbehør m.v. hertil, jf. dog stk. 3. 12) Diktafoner og minibåndoptagere. 13) Tøj og andre genstande, der kan virke som en magtdemonstration over for andre. 14) Tøj og lignende genstande med racistiske eller andre stærkt krænkende symboler eller slogans, som indsatte har mulighed for at bære på sig i institutionen. 15) Proteinpulvere og lignende, der må antages at have som særligt formål at virke muskelopbyggende, medmindre der er tale om et produkt, som er indkøbt i institutionen eller ved institutionens foranstaltning. 16) Husdyr. 17) Større møbler, kondiredskaber samt større genstande, der kan give pladsmæssige problemer. 18) Computer, telefax og modem, jf. dog stk. 3. 19) Røgtobak og rygeremedier samt genstande til brug for fremstilling af cigaretter, såfremt besiddelse m.v. finder sted i et ikke af institutionen godkendt område.
Stk. 2. Genstande, der er omfattet af stk. 1, kan udleveres til den indsatte til brug under udgang og lignende, hvis dette i det enkelte tilfælde er foreneligt med ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn.
Stk. 3. I åbent og halvlukket regi kan institutionen tillade udlevering af spillekonsoller, der er omfattet af stk. 2, nr. 11. I åbent og halvlukket regi kan institutionen endvidere tillade, at indsatte får udleveret computer til opstilling i eget opholdsrum, hvis uddannelses- eller arbejdsmæssige hensyn i det enkelte tilfælde taler derfor. Der kan kun tillades udlevering af telefax og modem, når særlige grunde taler derfor, og det er foreneligt med ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn.