BEK 225/2019 · Bekendtgørelse for Grønland om uddannelse af kredsdommere
BEK 225/2019 Art. 1
Formål og organisering
Formålet med uddannelsen som kredsdommer er at kvalificere deltageren til efter endt uddannelse at kunne fungere selvstændigt som kredsdommer og varetage de opgaver, der efter retsplejelov for Grønland er henlagt til kredsretterne.
Stk. 2. Efter endt uddannelse skal deltageren overordnet kunne følgende: 1) Vejlede borgere om, hvor de kan modtage rådgivning om juridiske forhold. 2) Være i stand til at give parterne i en sag vejledning om, hvordan de kan varetage deres interesser, herunder vejlede om mulighederne for appel og fri proces. 3) Anvende den retlige regulering af de sagsområder, der gennemgås på uddannelsen, jf. § 4, stk. 1, med respekt for reglernes hierarki. 4) Anvende de processuelle regler for det retsområde, som en konkret sag hører under. 5) Fungere som neutral mødeleder med gennemslagskraft og evner for konflikthåndtering og forligsmægling. 6) Foretage og redegøre for bevisvurderingen i en konkret sag. 7) Foretage en afvejning af parternes synspunkter samt formidle en begrundelse og det resultat, som afvejningen fører til. 8) Forstå kredsretternes og domstolenes rolle og opgaver i samfundet, samt tage et selvstændigt ansvar for gennemførelsen af de opgaver, der varetages af en kredsret.