Rechtsbibliotheek en dossieranalyse · Oostenrijk · België · Europese Unie
LAWxPERT Aanmelden Gratis account

BEK 1489/2016 · Bekendtgørelse om etablering og drift af havbrug

BEK 1489/2016 Art. 4

Van krachtOfficiële tekst

Følgende vilkår gælder for ansøgningerne:

Stk. 2. Med udgangspunkt i Søfartsstyrelsens bekendtgørelse nr. 45 af 22. januar 2015 om farvandsafmærkning i dansk og grønlandsk afmærkningsområde m.v. (Afmærkningsbekendtgørelsen) samt bekendtgørelse om sejlladssikkerhed ved entreprenørarbejde og andre aktiviteter mv. i danske farvande, skal følgende vilkår overholdes for at opretholde tilladelse til drift af havbrug: 1) Snarest muligt og senest seks uger inden etableringen af anlægget, skal Søfartsstyrelsen modtage et konkret forslag til afmærkning af samt oplysninger om forventet udlægningstidspunkt. Anlægget skal - alt efter størrelse, placering og udstrækning - afmærkes med et antal (4 gule ) specialafmærkninger. 2) Udsnit af søkort med koordinationsangivelse for anlæggets nøjagtige beliggenhed og udstrækning samt udlægningstidspunkt skal sendes til Søfartsstyrelsen og NaturErhvervstyrelsen senest seks uger før anlæggets etablering. 3) Anlægsområdet skal afmærkes efter Søfartsstyrelsen anvisninger. Søfartsstyrelsen kan til enhver tid kræve området yderligere afmærket, hvis der viser sig behov til det. Ejeren af anlægget betaler omkostningerne i forbindelse med afmærkningen. 4) Enhver fejl eller mangel ved afmærkningen, som ikke straks kan udbedres, skal omgående meldes til: Søfartsstyrelsen, Vagthavende. Uden for normal kontortid skal underretning gives til MAS-vagten ved Værnfælles Forsvarskommando. 5) Enhver ændring af afmærkningen skal godkendes af Søfartsstyrelsen, og skal i øvrigt vedligeholdes i god og forsvarlig stand.

Stk. 3. Ud over de i stk. 2 nævnte vilkår, skal følgende vilkår overholdes for at opretholde tilladelse til drift af havbrug: 1) En tilladelse skal udnyttes senest to år efter, den er meddelt, med mindre der er opnået dispensation. 2) Inden anlægget etableres, skal ansøger udarbejde en fiske-/produktionsplan. Der skal løbende følges op på tilladelsens udnyttelse, med beskrivelse af, hvordan tilladelsen udnyttes. 3) Tilladelsen eller anlægget må ikke uden NaturErhvervstyrelsens tilladelse helt eller delvist overdrages til andre. 4) Anlægget må ikke udvides eller ændres uden NaturErhvervstyrelsens tilladelse.

Stk. 4. De i tilladelsen fastsatte vilkår kan ændres, såfremt forudsætningerne for indholdet af disse ændres.

Stk. 5. Tilladelsen til etablering og drift af havbrug skal løbende udnyttes i normalt omfang og kan, såfremt dette ikke sker, inddrages af NaturErhvervstyrelsen.

Stk. 6. Tilladelsen til etablering og drift af havbrug vil kunne inddrages, såfremt vilkår i bekendtgørelsen eller tilladelsen overtrædes.

Stk. 7. Hvis anlægget fjernes fra søterritoriet, skal Søfartsstyrelsen og NaturErhvervstyrelsen underrettes herom umiddelbart efter anlægget er fjernet.

Stk. 8. Inden tilladelsen udstedes, skal ansøger sende en udstedt og godkendt bankgaranti eller kautionsforsikring til dækning af eventuelle udgifter ved anlæggets ophør eller ved inddragelse af tilladelsen. Størrelsen på bankgarantien eller kautionsforsikringen fastsættes efter en vurdering i forhold til anlæggets størrelse og placering, og skal udformes således, at den kun kan ophæves med NaturErhvervstyrelsens godkendelse.