BEK 1459/2016 · Bekendtgørelse om kommerciel lokalradiovirksomhed
BEK 1459/2016 Art. 7
Tilladelser
Tilladelse til kommerciel lokalradiovirksomhed udstedes til et helt sendenet, der som udgangspunkt består af hele frekvenser med 168 timer ugentlig sendetid.
Stk. 2. Såfremt der er tale om tilladelse til en frekvens, der deles med andre kommercielle eller ikkekommercielle tilladelseshavere, jf. bilag 1 i bekendtgørelse nr. 1460 af 2. december 2016 om ikkekommerciel lokalradiovirksomhed, udstedes tilladelse med et angivet ugentligt antal sendetimer.
Stk. 3. Tilladelseshavere, der har fået udstedt tilladelse til den samme frekvens og hermed indgår i et sendesamvirke, forhandler sig, jf. § 15, stk. 6, til rette om sendetidens placering på døgnet.
Stk. 4. Den sendetid, som nævnet har tildelt en ansøger, og placeringen af denne sendetid kan i tilladelsesperioden ikke ændres af nævnet i forbindelse med udstedelse af nye tilladelser, medmindre tiden ikke udnyttes, jf. § 25. Sendetid ud over den tildelte sendetid, som midlertidigt udnyttes af de stationer, der sender på den pågældende frekvens, jf. § 5, stk. 2, kan nævnet med et varsel på mindst 6 måneder disponere over i forbindelse med udstedelse af nye tilladelser.
Stk. 5. Nævnet kan i særlige tilfælde beslutte, at sendetid, som er ledig som følge af midlertidig inddragelse, ikke må benyttes.