BEK 1006/2016 Art. 6
Administration
Ansøgning om tilsagn om tilskud indgives til NaturErhvervstyrelsen på det ansøgningsskema, der er tilgængeligt for ordningen på NaturErhvervstyrelsens hjemmeside og indsendes via e-mail.
Stk. 2. Når ansøgningen er indsendt til NaturErhvervstyrelsen, må projektet sættes i gang for ansøgers egen regning og risiko.
Stk. 3. Ansøgning skal være modtaget i perioden 4. oktober 2016 til den 1. december 2016.
Stk. 4. Ansøgningen skal indeholde følgende: 1) Et udfyldt ansøgningsskema. 2) En projektbeskrivelse. 3) Et budget. 4) En samarbejdsaftale for udviklingsprojekter og pilotprojekter, jf. kapitel 5. 5) Dokumentation for medfinansiering med midler fra jordbrugets promille- og produktionsafgiftsfonde. Dokumentationen skal være vedhæftet det udfyldte ansøgningsskema. 6) To direkte sammenlignelige tilbud for udgifter over 50.000 kr., jf. dog stk. 5. Tilbuddene skal være vedhæftet det udfyldte ansøgningsskema. 7) Foreningens vedtægter, hvis ansøger er en forening. 8) Nødvendige tilladelser fra offentlige myndigheder, hvis tilladelserne er opnået på det tidspunkt, hvor der søges om tilsagn om tilskud.
Stk. 5. NaturErhvervstyrelsen kan dispensere fra kravet om indsendelse af to direkte sammenlignelige tilbud, hvis ansøger i ansøgningen godtgør, at der kun er en leverandør.