Rechtsbibliotheek en dossieranalyse · Oostenrijk · België · Europese Unie
LAWxPERT Aanmelden Gratis account

BEK 852/2016 · Bekendtgørelse om offentlighedens adgang til at færdes og opholde sig i naturen

BEK 852/2016 Art. 7

Skove

Van krachtOfficiële tekst

Organiserede aktiviteter kræver ejerens tilladelse, hvis deltagerantallet overstiger 30, for aktiviteter for skoleklasser, spejdere og lignende, hvis deltagerantallet overstiger 50, selv om færdsel og ophold sker i overensstemmelse med reglerne i naturbeskyttelsesloven.

Stk. 2. Erhvervsmæssige arrangementer, sportsarrangementer, herunder orienteringsløb, aktiviteter, der forudsætter afmærkninger m.v. med materialer, der ikke naturligt forekommer på stedet eller ikke naturligt forsvinder i løbet af få dage, organiserede aktiviteter, der afvikles i nattetimerne, lejrslagning og lignende kræver ejerens tilladelse.

Stk. 3. Offentlig annoncering af arrangementer må først ske, når de fornødne tilladelser foreligger.

Stk. 4. Der kan dog ske offentlig annoncering af organiserede aktiviteter, der ikke forudsætter tilladelse efter stk. 1. Såfremt arrangøren af sådanne aktiviteter har eller uden væsentlige vanskeligheder kan få kendskab til ejeren, kan annoncering dog først ske 14 dage efter, at arrangementet er anmeldt til ejeren. Ejeren kan inden 14 dage efter modtagelsen af anmeldelsen forbyde arrangementet, hvis arrangementet skal finde sted på et tidspunkt, hvor det pågældende område allerede er planlagt lukket i medfør af § 6, eller det væsentligt vil påvirke et andet arrangement, der allerede er givet tilladelse til.

Stk. 5. Tilladelse til organiserede aktiviteter på arealer der ejes af staten, kommuner eller folkekirken kan kun betinges af betaling til dækning af de særlige omkostninger arrangementet medfører for ejeren. Dette gælder dog ikke for erhvervsmæssige arrangementer.